O.k., der kan være noget om, at danskerne kunne få stort udbytte af det nære sundhedsvæsen, som kommunerne hævder.

Selvfølgelig skal patienter tilbydes rehabilitering i nærmiljøet og helst i eget hjem. Indlysende. Det er i det hele taget bedre at blive rask i eget hjem fremfor på et hospital. Det er vel heller ikke grebet ud af luften, at man burde omlægge finansieringen af den kommunale sundhedsindsats.

Alt det — og meget mere — kan kommunerne have ret i, når de remser fordelene op i deres udspil om det nære sundhedsvæsen.

Til gengæld har de ikke ret i, at kommunerne kan levere løsningerne. Det dur de nemlig ikke til. I hvert tilfælde ikke, hvis opgaverne skal løftes af de nuværende kommuner. 

Visionen om det nære sundhedsvæsen blev fremlagt på det kommunalpolitiske topmøde i Aalborg forleden. Desværre var flyafgangen fra København ramt af strejke, og så nåede de færreste af de mulige kritikere af udspillet frem i tide, og så blev oplægget nærmest til en efterretningssag. Ærgerligt, for der er al mulig grund til at studere de mange forslag — og gerne kritisk.

Kommunerne fik nyt og større ansvar på sundhedsområdet i forbindelse med strukturreformen for fem år siden. Siden er der kun sket alt for lidt.

Jo, der er lyspunkter. Telemedicin i Nordjylland, kræftcenteret i København, forbilledlige samarbejder mellem visse kommuner og hospitalerne, i Aarhus trækker kommunen ligefrem på geriatrien helt ude hos borgerne, der er også lyspunkter i Viborg, Næstved og sikkert mange andre steder.

Men indsatsen er alt for ujævn, og opmuntringerne er decideret sjældne.

Da den foregående regering pludselig lod spørgsmålet om regionernes overlevelse blive et valgtema, var det en historisk uretfærdighed. Det store problem på sundhedsområdet var ingenlunde regionerne, men derimod kommunerne, og dem fredede Lars Løkke Rasmussen.

Et af problemerne er — som KL da også peger på — incitamenterne. Groft sagt skal kommunerne afholde øjeblikkelige millioner af kroner på forebyggelse, der først betaler sig om mange år, når borgerne undgår at blive syge og derfor slipper for at blive indlagt.

Selvom der er repareret på dette system, er det stadig den tankegang, der præger finansieringsmodellerne.

Det system burde sparkes ud af kommunen, for nu at bruge et fodboldudtryk. Hvis kommunerne skal overbevises om at satse på sundhedsfremme, så skal gevinsterne være omgående og mærkbare, og det burde kyndige mennesker udtænke, så det ikke bliver formidabelt dyrt på kort sigt.

Men kommunerne skal også op i gear, og det er alt for mange af dem ganske enkelt ude af stand til. De er for små, og derfor har de ikke en kinamands chance for at udrette det nødvendige på sundhedsområdet. Det er ikke nyt.

Det har tværtimod været tilfældet, siden kommunerne fik tiltusket sig det ekstra ansvar for sundheden.

Siden er der blevet rykket i de store byer: København, Aarhus og Aalborg har — ser det ud til — rykket mest. Åbenbart skal der et befolkningsgrundlag på ikke under 100.000 til for at have basis for en fornuftig sundhedsindsats. Den erfaring har hospitalerne også. Ofte er afdelingerne utrygge ved at udskrive patienterne til visse, ofte små kommuner. 

Hvorfor i alverden accepterer vi så, at de små kommuner lader tingene flyde? Det er jo ikke raketvidenskab at opfinde en løsning på problemet. Kommunerne skal naturligvis arbejde sammen, og hvis de er fodslæbende med at finde de rette partnere, så skal de tvinges. Ellers kommer vi aldrig i gang.

Udgangspunktet er, at de skal finde kommunale partnere med mindst 100.000 borgere, gerne flere.

Måske skal der satses på en yderligere sundhedsindsats i kommunerne. Men skal de ikke først have styr på de opgaver, de allerede har? De skal gøre sig fortjent, og forudsætningen er, at de skal slutte sig sammen i slagkraftige enheder.

Så kan vi tale om det.