Alle vil mave sig ind på de praktiserende læger, og det er tydeligt, at vi skal igennem et umanerligt opslidende opgør om den forestående overenskomst.
Processen kan meget vel ødelægge forholdet mellem regionerne og de praktiserende læger. Derfor kan man kun håbe på, at løsningen denne gang vil bane vejen for en varig konstruktion, og den må nødvendigvis blive baseret på de praktiserende lægers ret til at drive deres forretning og på et honorarsystem, som fremmer produktiviteten uden at gå på akkord med kvaliteten.
Men lige nu er der langt igen. Meget langt. Regionerne er mere aggressive end nogensinde. De vil have mere kontrol, og de vil uddele bøder til praktiserende læger, som ikke er tilstrækkeligt tilgængelige.
Kommunerne taler om at etablere et nært sygehusvæsen — og med det mener kommunerne, at de vil etablere egne minisygehuse, som skal udføre opgaver i gråzonen mellem almen praksis og sygehusene.
Virakken skyldes selvfølgelig de aktuelle overenskomstforhandlinger mellem almen PLO og regionerne. For så vidt er skænderierne rutineprægede, kunne man tro. Men nej, denne gang er alle kræfter tilsyneladende mobiliseret til at knække nakken på de nuværende ejere af almen praksis, de praktiserende læger.
Rigsrevisionen har for nylig offentliggjort sine anbefalinger om, hvad der burde ske med styringen af almen praksis — og svaret er entydigt: Rigsrevisionen mener, at regionerne skal have meget mere kontrol. Rigsrevisionen, en stærkt respekteret institution, er altså gået ind i kampen på regionernes side.
Senest har et flertal i regeringens akutudvalg anbefalet, at regionerne skal overtage lægevagten. Det ejerskab har tidligere været i spil. Det nye er, at det denne gang er regeringens opfattelse og ikke bare regionernes.
Forud for det har sundhedsminister Astrid Krag bekendtgjort, at hun støtter regionerne, der vil afskaffe de praktiserende lægers vetoret over geografisk placering af lægepraksis. Sker det, så kan regionerne bestemme, hvor de praktiserende læger skal arbejde.
Politisk set har almen praksis vel aldrig haft så sølle en opbakning. Den nuværende regering er tydeligvis parat til at lade regionerne sætte sig på det meste. Det var vel forventeligt af en regering bestående af SF, Socialdemokraterne og de radikale. Så er det straks mindre forudsigeligt, at end ikke Venstre, Danmarks liberale parti, virker som en ægte støtte for de praktiserende læger.
PLO er altså oppe mod mægtige kræfter.
I den situation er det klogt at argumentere for sine resultater. PLO bør igen og igen fremhæve den høje produktivitet og den billige behandling. Det er jo kendsgerninger, og de kendsgerninger bør gentages — og gentages. Dernæst gælder det om at lytte til modparten og måske ofre sig — og privatøkonomien — i visse situationer. Det er nogenlunde sådan, at den eneste anden sammenlignelige gruppe af læger, nemlig de privatpraktiserende læger, har vundet sine krige med regionerne. Rent økonomisk har de privatpraktiserende speciallæger virkelig scoret kassen. Deres gennemsnitsindtjening er langt højere end de praktiserende lægers. Men de har også budt sig mere til og været villige til at levere visse ydelser gratis eller meget billigt. Derfor er deres forhold til regionerne og omverdenen meget mere konstruktivt.
PLO har valgt en uforsonlig linje. Der skal tilsyneladende altid penge på bordet, hvis produktionen skal udvides. PLO har også gjort det til en (dum) vane altid at henvise til aflønningen af hospitalslæger, når praktiserende lægers indtjening skal bench-markes. Men hvis praktiserende læger vil opfattes som næringsdrivende (og det er som bekendt svært i udgangspunktet, når honorarerne betales af det offentlige), så kan det ikke nytte at sammenligne sig med offentligt ansatte. Så må PLO finde på noget andet at sammenligne sig med — eller i det mindste udvide sammenligningsgrundlaget.
Utvivlsomt vil Henrik Dibbern forsvare sig med næb og klør mod denne kritik. Han vil påstå, at PLO skam er lyttende og indstillet på at levere konstruktive løsninger, som også vil komme regionerne til gode.
Men det er ikke det indtryk, omverdenen har, og af gode grunde. Henrik Dibbern og PLO har nemlig valgt at gøre kravet om yderligere betaling til svaret på alt. Da Statsrevisorerne — efter Rigsrevisionens kritiske rapport — forlangte øget produktivitet i almen praksis, kom svaret prompte fra Henrik Dibbern: Hvis prisen falder på behandlingerne, ’så kræver det, at de praktiserende læger først får nogle flere penge’. Da det viste sig, at de praktiserende læger var glade for Den Danske Kvalitetsmodel (Henrik Dibbern havde ellers på forhånd kaldt modellen for ’kulturfremmed for praksis’), så forlangte PLO straks betaling ved kasse et, hvis modellen skal implementeres. Da almen praksis blev beskyldt for at sjuske med at lave lungefunktionsundersøgelser, så svarede Henrik Dibbern følgende: »Der er rigtig mange læger, der gerne ville gøre noget mere for disse patienter, men som samtidig ved, at hvis de gør det, så bliver det for egen regning.«
PLO behøver simpelt hen en spindoktor, der kan fortælle formanden og andre, at det betaler sig en gang imellem at lytte til forslag om at lave noget om. Alting er ikke perfekt i almen praksis, og det er ikke alting, der skal gøres op i penge.
Det skulle du prøve, Henrik Dibbern. Du vil opdage, at det ikke gør særlig ondt.
Den aktuelle attitude er livsfarlig for standen – og kaldet.