En ældre mand bringes ind på et mindre hospital i provinsen med hjerteproblemer.
Kort efter indlæggelsen forværres hans tilstand – det er pludselig oplagt, at patienten har fået blodprop i hjertet, og han skal videre til et stort hospital, der har den rette bemanding af speciallæger, foruden de rigtige faciliteter, til at tage sig af ham.
Patienten sendes straks af sted.
Denne situation er dagligdags i det danske sygehusvæsen. På landsplan sendes hver dag 30-50 patienter med alvorlige diagnoser videre med ambulance til bedre udstyrede afdelinger.
Så – gad vide, hvem sygehuset sender med til at ledsage patienten?
Man behøver ikke være dr.med. for at indse, at denne ledsager er vital for patienten. Hvis situationen forværres yderligere, skal den pågældende vide, hvad man gør. Det ved lægerne godt, ja, det ved alle, selv dværghøns.
Men er det så en anæstesiolog, der sendes med patienten? Eller i det mindste en rutineret læge med erfaring i akutte tilstande? Det ville klart være den bedste løsning, og det er også den, Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin anbefaler i sine nationale retningslinjer for sygetransport.
Men sådan er det ikke i virkelighedens Danmark. Nej, i tre ud af fire tilfælde overlader landets hospitaler opgaven til turnuslæger eller reservelæger uden synderlig erfaring og kun i sjældne tilfælde med uddannelse i interhospitale patienttransporter.
Det fremgår af en ubehagelig, afslørende undersøgelse, som netop er offentliggjort i et internationalt tidsskrift for akut medicin.
Læger med forstand på de dele indrømmer, at sådan har det været i årevis. De indrømmer også, at de ved, at det er ravruskende forkert. De ved også godt, at det indimellem går ud over patienter, også at det er med risiko for invalidering eller ligefrem død.
Alt det er de implicerede pinligt bevidste om.
Alligevel er det ikke noget, man taler om. Problemerne er fejet ind under linoleummet på sygehusene. Reelt er emnet tabuiseret.
Forklaringen er, at problemet ikke umiddelbart lader sig løse. Mange gange er der faktisk ingen andre at sende end yngste m/k, og hvad skal man så stille op? Hospitalerne og deres ledende læger har uden forudgående debat truffet deres beslutning: De har valgt at prioritere bemandingen i deres egne afdelinger – ikke bemandingen i en bil, der suser af sted med en patient. De interhospitale transporter er ikke deres ansvar – og da det heller ikke er modtagehospitalets ansvar – er patienter, der er between hospitals, ingens ansvar. De befinder sig i et ansvarsmæssigt vakuum.
Det synes at være tænkningen. Det passer bare ikke. Disse patienter må – i det mindste menneskeligt set – være afsenderhospitalets ansvar.
Uansvarligheden er med sikkerhed vokset år for år, i takt med at Danmark systematisk, men begavet, lukker små hospitaler. I de kommende år kommer det oven i købet til at gå endnu hurtigere, fordi de enorme hospitalsinvesteringer vil føre til endnu flere lukninger.
Hidtil har man haft al fokus på akutberedskabet. Fagkundskaben argumenterer dygtigt for, at beredskabet reelt starter, når patienten møder sygehusvæsenet, og det sker i selve ambulancen, lægebilen, helikopteren eller hvad der nu måtte tage imod patienten. Her er politikerne parat til at investere.
Men i ly af denne ofte ophedede debat om det helt akutte er forholdene om de interhospitale transporter helt og aldeles druknet. Der er måske langt mellem borgernes hjem og det nærmeste store hospital, men der er ofte lige så langt mellem de mindre hospitaler og specialafdelingerne på universitetshospitalerne.
Lige nu holder systemet sig for øjnene. Men løsningen ligger såmænd ligefor. Vi er nødt til at satse på at uddanne dygtige yngre læger, måske også visse sygeplejersker, i disse opgaver. I en del tilfælde er det måske nok at efteruddanne Falckreddere. Ny teknologi kan sikkert hjælpe til. Men hele denne organisering skal gennemtænkes, og der skal laves nye anbefalinger, som tager udgangspunkt i denne nye virkelighed.
Processen skal i gang omgående, inden dette problem eksploderer i hovedet på hospitalssektoren.