Michael Dupont kom af mærkværdige grunde til at slutte sin formandstid i stilhed. Mere end nogen anden er han ellers dagligt blevet afhørt af alverdens journalister. Men PLO valgte, at repræsentantskabsmødet skulle foregå med så lidt opmærksomhed som overhovedet muligt. Måske for at undgå et kampvalg til efterfølgeren, Henrik Dibbern. Den strategi lykkedes til overflod. En bivirkning var, at formandens sortie næsten foregik i hemmelighed.
Michael Dupont forlader sit embede som en regulær succes. Han har magtet at forene det frække med det diplomatiske, og det er en sjælden kombination. Men det har været en nødvendighed for at agere kransekagefigur i en forening med mange meninger og massiv stædighed. Det har han skullet holde sammen på, og det er lykkedes fuldt ud.
Han har sandelig også arbejdet for sagen. Hvad angår tilgængelighed, er det svært huske nogen organisationspolitiker, der har stillet sig til rådighed i samme omfang som Michael Dupont. Pressen har aldrig før haft så let ved at få en lægeformand i tale, og det er imponerende i betragtning af, at han stort set altid har skullet håndtere en negativ sag. Meget sjældent har han haft vinden i ryggen. På det punkt er Jens Winther Jensens job som formand for den store Lægeforening en svir. Langt oftere end Dupont skal han reagere med sin faglighed. Alligevel forekommer han ikke nær så nærværende som Dupont.
Der er en god grund til, at pressen har været så optaget af at indhente reaktioner fra PLO’s afgående formand. Også dér leverede han varen. Ofte har han overasket ved at spille konstruktivt med på kritikken. Det er typisk for Michael Dupont, at han ikke gik i pindsvinestilling, da Berlingske Tidende rullede det hårde skyts frem i vagtlægesagen. Avisen havde jo nogle cases, der viste, at vagtlægesystemet ikke er ufejlbarligt. Men i stedet for bare at afvise kritikken med henvisning til det yderst beskedne antal klager over vagtlæger medgav Dupont, at vagtlægerne godt kunne have behov for blive bedre til at lytte og kommunikere med patienterne. Den strategi var velvalgt.
Netop viljen til at kigge sig selv efter i sømmene, hvis kritikken var relevant, sikrede, at Dupont kom igennem hele sin formandsperiode med integriteten i behold. Det er godt gået.
Egentlig begyndte Michael Dupont en smule famlende. Han efterfulgte Jørgen Lassen, der også havde været en succes på sin egen, mere tænksomme facon. Men efter startfasen var han flyvende med helt sin egen stil, pragmatisk, kontant og humørfyldt.
En aktuel sag viser den afgående formands særlige kompetence. Venstres sundhedspolitiske ordfører, Birgitte Josefsen, spillede tidligere på året ud med et forslag om at tjekke, om de praktiserende læger sikrede sig, at deres viden altid er up to date. Der skulle indføres en særlig test hvert femte år. Hvis lægerne dumpede, skulle de kunne fratages deres autorisation til at praktisere. Mange praktiserende har sikkert tabt stetoskopet ned i kaffen af raseri over denne mangel på respekt.
Duponts svar er typisk for ham. Han afviste, at der skulle være problemer med at holde de praktiserende læger opdaterede. 95 pct. af lægerne deltager i efteruddannelse, sagde han. Men han tilføjede ikke desto mindre: »Men det er nok den vej, det går, og derfor vil vi gerne gå ind i en konstruktiv debat om det. I en kompleks verden har vi også en interesse i at kunne tilbyde et ensartet tilbud i vores branche.«
Det er smart. I stedet for at lukke sig ude gik Dupont frem på modstanderens banehalvdel og bød sig til. »Her har I mig. Hvad har I så at byde på?« Trods alt kunne det jo være, at PLO kunne sikre sig nogle fordele til efteruddannelse.
Dupont er også berømt og berygtet for at kalde en spade for en spade. Det har været befriende for offentligheden at have en formand for PLO, der aldrig stak noget under stolen, når det gælder praktiserende lægers økonomiske vilkår. Hvor praktiserende læger sjældent har lyst til at tale om egne honorarer, så var Dupont næsten ikke til at stoppe, når det gjaldt om at sikre medlemmerne flere penge. Utallige kritikpunkter af de praktiserende lægers vilje til at engagere sig i dette eller hint velmente projekt har han vist interesse for – hvis altså honoraret var i orden. Medgivet, det har givet anledning til, at PLO indimellem har fremstået grisk og ligefrem følelseskold. Men det var altid ren besked og ærlig snak.
Selvfølgelig har Dupont dummet sig. Hans temperament løb af med ham, da visse praktiserende læger, og ikke mindst hans egen konsultation i Birkerød, blev beskyldt for at fifle med honorarerne. På direkte fjernsyn smed Dupont nogle småpenge på bordet, som om han betalte pengene tilbage. Det stunt duede ikke. Det var skuespil, og det blev gennemskuet.
Den slags har der været få af.
På en måde blev Duponts sidste år et sært antiklimaks. Forsøget på at finde frem til en nyordning af praksissektoren løb ud i sandet. Selvfølgelig, kunne man tilføje. At nogen kunne tro, at et udvalg bestående af de to involverede parter, regionerne og de praktiserende læger, kunne finde frem til nye ordninger for praksis akkurat op til, at en ny overenskomst skulle aftales, var naivt.
Siden løb overenskomstforhandlingerne ud i sandet. Det kunne man også nemt forudse. Hvordan skulle de to forhandlere, Dupont fra PLO og Kristian Ebbensgaard fra regionerne, dog kunne skabe en aftale om et fremtidigt grundlag, når ingen af dem skulle være en del af det?
Michael Dupont blev en velfungerende PLO-formand. Niveauet bliver svært at overgå for efterfølgeren, Henrik Dibbern.
Heldigvis ser det ud til, at han har ambitionen.
Det er en god start.