Hvad sker der, hvis man spærrer 40 af sundhedsvæsenets absolutte topfolk inde på et hotel i 22 timer sammen med en sundhedsminister og et større kontingent af hans embedsmænd og beder dem om at finde løsninger på tidens varmeste sundhedspolitiske emner?
Det korte svar: Ord, ord og ord, stort set ingen debat, massiv og sikkert nyttig networking, en masse irriterende afmærkning af territorier og en god portion hygge.
Arrangementet bekræftede til fulde, at sundhedssektorens topfolk altid vil påberåbe sig ejendomsretten til de gode ideer. Øv, hvor er det trættende.
Det blev også bekræftet, at sundhedens chefer ikke kan blive præsenteret for et nyt tiltag, uden at det straks skal gøres ekstremt multifunktionelt. Lige nu er det sundhedscentre, der skal fyldes med alskens terapier, teknologi og faggrupper. Før det skulle epj kunne alt, bortset fra at lappe cykler. Resultatet er, at fokus forsvinder – og så bliver det til ingenting.
Der skete dog også fornuftige ting. De indespærrede sundhedschefer nåede dog frem til visse tilløb til løsninger, der måske kan bruges til et-eller-andet engang i fremtiden.
Det var hovedresultatet af forsøget, som blev gjort fra midten af en solrig søndag i bededagsferien og knap et døgn frem på Schæffergården i Jægersborg nord for København. Det var dér, Stein Bagger lavede sine fantasifulde svindelnumre i et lejet værelse. Ved dette arrangement skortede det imidlertid på kreativitet, når man ser bort fra, at Vibeke Storm Rasmussen straks gik i gang med at strikke på en bluse til sit barnebarn.
Til debat var emner som akutberedskabet og det præhospitale sundhedsvæsen foruden samspillet mellem sundhedsvæsenets sektorer. Men det underliggende tema var nu: Hvordan pokker sikrer vi, at borgerne kan forblive trygge, når politikerne (heldigvis) har besluttet at skære antallet af akuthospitaler ned til det halve. Netop det emne bliver utvivlsomt fremtidens varme kartoffel i sundhedsdebatten. Spørg bare i Vestjylland eller på Lolland.
Tænk hvis ministeren kunne få løsningen på et sølvfad af alle de prominente fremmødte. Det ville være smart.
Ud over ministeren – værten – deltog formændene for alle fagforeningerne, deriblandt Jens Winther Jensen, Michael Dupont og afgående Connie Kruckow, formændene for de store patientforeninger, sundhedsprofessorer, regionsformænd og –direktører, visse ledere fra kommunerne, Sundhedsstyrelsens Jesper Fisker og Lone de Neergaard plus det løse. Jakob Axel Nielsen optrådte selv i sommerskjorte, og han var virkelig i stødet som vært for den utraditionelle forsamling.
Deltagerne blev udtrykkeligt bedt om at gå fordomsfrit til sagerne og tænke ’ud af boksen’. På det punkt må man sige, at deltagerne var direkte fod-slæbende. Selv i et lukket rum blev der ikke afgivet en eneste kvadratmillimeter af interesseorganisationernes territorier. Indlæggene fra ellers meget rutinerede oplægsholdere blev længere end forventet, og så blev der heller ikke plads til debat. Selv indædte modstandere behandlede hinanden høfligt og uden kritiske spørgsmål.
Hvad blev man så enig om? Ingenting, desværre. Men alligevel kan man bilde sig ind, at der var konsensus om visse løsninger.
Der var en form for begejstring over et forslag om at relancere førstehjælp som et tryghedsskabende tiltag i lokalområderne. Det blev nævnt mange gange, og det blev ikke skudt ned. Hjertestartere blev også nævnt – dem skal vi have mange flere af, og de skal være meget mere synlige end i dag.
Telemedicin er med garanti også et fremtidigt satsningsområde, og heller ikke det mødte modstand.
Netop de tre løsninger – førstehjælp, hjertestartere og telemedicin – drejer sig om at involvere borgerne. De skal selv levere et bidrag til sundhedsydelserne. Det kunne man altså godt blive enige om – at eksportere problemet helt ud til borgerne. På den anden side – det er alligevel gode ideer.
Der var stor sympati for helikoptere og ambulancer, med og uden læger. Der var besøg fra Norge, og deroppe er de nordiske mestre i luftbårent akutberedskab. Der var stor interesse raden rundt for at rykke sygeplejersker ind ved siden af politimanden i alarmcentralerne. Det er jo også på tide.
Kommunerne, der ellers glimrede ved mange afbud, fik trådt deres ønske om differentieret medfinansiering af sundheden grundigt igennem. De vil gerne have mere magt, og de vil såmænd gerne betale for det. Der var (vist) udbredt enighed om, at kommunernes måde at bidrage på – nemlig ved at betale for alle behandlinger – er tankeløs og uproduktiv. Kommunerne skal selvsagt kun deltage i finansieringen af sygdomsbehandlinger, som de kan påvirke.
Sundhedsministeren bistået af sundhedsordførerne fra regeringens støttepartier har – som det turde være velkendt – foreslået at åbne mulighed for at uddanne kliniske ekspertsygeplejersker med ret til at ordinere medicin. Forslaget kan stadig få læger op i det røde felt, men på Schæffergården mødte forslaget ingen reel modstand. Spillet synes tabt, men højst tænkeligt bliver de nye sygeplejerskers ordinationsrettigheder beskåret.
Lægeformand Jens Winther Jensen bedyrede, at lægerne sandelig er indstillet på at arbejde for opgaveglidning – men vel at mærke først efter at de videnskabelige selskaber er taget med på råd. Det var ikke et overbevisende tilsagn om fleksibilitet. Tværtimod kunne man få den mistanke, at formanden ville omfavne opgaveglidningen til døde.
Det prominente selskab kom vidt omkring. Men man nåede aldrig frem til det egentlige: At finde på veje til at overbevise danskerne om, at de kan være trygge ved den nye hospitalsstruktur. Det haster med at finde på, hvordan det kan ske. Men det blev dårligt nævnt. På en måde var hele arrangementet én stor overspringshandling.
Men ellers var mødet på Schæffergården bestemt en oplevelse.
Maden var heller ikke værst, især var forretten skøn.
Tak for invitationen.