Om kort tid lukker Kalundborg Sygehus.
Ikke desto mindre er det her, Region Sjællands mest avancerede og dyre ct-scanner er placeret – en såkaldt 128-slice scanner, der er så fin, at den andre steder kun anvendes til meget avancerede scanninger og forskning.
Men i Kalundborg er der kun personale og økonomi til at anvende den tre dage om ugen, og de dage bruges den til ambulante undersøgelser (der eller kunne foretages med langt mindre ambitiøst udstyr).
Situationen i Kalundborg er typisk for Region Sjælland. Situationen er opstået efter regionernes enorme scannerudbud i 2008 og 2009. Dengang råbte og skreg hospitalerne for få fingrene i nyt avanceret isenkram, som skulle nedbringe ventetiden på diagnostik på kræftområdet. Indkøbet blev finansieret af penge fra Kræftplan II, og Danske Regioner påtog sig at orkestrere det for at få mest muligt for pengene. Det blev til det nationale scannerudbud, hvor landets hospitaler fik nye scannere formedelst 700 mio. kr., en handel i verdensklasse.
Det hele var så stort, at en pavestolt Bent Hansen mente, at hospitalerne havde sparet mindst 100 mio. kr. Det kunne han bare ikke føre bevis for. Siden rejste der sig en storm af kritik fra radiologerne, der i stort antal følte, at deres ønsker var blevet overhørt.
Konkret kom det til at betyde, at mange scannere blev flyttet til andre afdelinger, der ikke stillede så store krav.
Nu viser det sig så, at hospitalerne slet har råd til at tage det nye udstyr i brug. Budgetterne har ikke kunnet holde til at sikre scannerne den tilstrækkelige bemanding. I Region Sjælland gik det galt straks fra starten. Da afdelingerne søgte om budget til at ansætte radiografer og radiologer til scannerne, fik de nej, og sådan har det været siden. Skaden bliver oven i købet forstørret, fordi hospitalerne i stedet er nødt til at købe scanninger fra privathospitalerne.
Region Sjælland og sikkert også andre regioner har altså forkøbt sig, og selvfølgelig måtte netop det ske, når man tænker på, hvordan hele denne proces blev designet. Pengene kom fra Folketinget, der utrolig gerne ville demonstrere handlekraft på kræftområdet. Men politikerne var for godhjertede, og regionerne for pengeglade til at sige nej til alle pengene, og så overså begge parter, at anlægsinvesteringer også medfører driftsudgifter. Det problem opdagede København også, da Mærsk McKinney-Møller forærede byen et operahus.
Scannerudbuddet skulle have været et triumftog for regionerne. Det skulle dokumentere, at regionerne kan lave fornuftige centraliserede løsninger. Projektet skulle vise, at man kan stole på regionerne og deres evne til at forvalte bevillingerne på betryggende vis.
Men det gik galt. Regionerne formåede ikke at sikre, at fagligheden blev tilgodeset. Ni af cheferne for de største billeddiagnostiske centre skrev efterfølgende under på en protestskrivelse, hvor de tog afstand fra håndteringen. Det er heller ikke lykkedes at overbevise nogen som helst om, at hospitalerne faktisk har sparet penge. Og nu viser det sig også, at regionerne har forkøbt sig. De har slet ikke råd til deres nye udstyr.
Det hele minder mest om den centralistiske planøkonomi i det hedengangne Sovjetrusland. Magthaverne var overbevist om, at hvis de bestemte alting, så ville man fortage de klogeste valg. Centralismen havde den modsatte effekt. Strategien forarmede en af verdens største nationer. Den medførte i øvrigt også en korruption, som det kommer til koste mange, mange år at udrydde.
Så galt er det dog ikke gået med regionernes scannerudbud, men risikoen er der jo altid, når de få skal bestemme over de mange.
Tiden må være inde til at få det nationale scannerudbud evalueret. Meningen er jo, at processen skal gentages på andre områder. I så fald skal det foregå mere begavet end med scannerne.
Overlad det til sundhedsøkonomerne fra SDU eller DSI og lad offentligheden få indsigt i analyserne.
Tak.