Han kom, han så – og han blev der i pokkers kort tid.

Ikke desto mindre blev Jesper Fisker en utrolig succes. For første gang i mands minde forlader en topembedsmand jobbet uden at efterlade sig en eneste uven – bortset fra nogle få, helt ligegyldige af slagsen.

Men sådan er det gået med Jesper Fisker, Sundhedsstyrelsens afgående chef. Han nåede akkurat at få en af de mest betændte sager, man kan forestille sig for Sundhedsstyrelsen, specialeplanen, på plads, og den gennemføre han med applaus, ja, han fik direkte ros af Danske Regioners formand, Bent Hansen, foruden af Lægeforeningen og langt, langt hovedparten af de videnskabelige selskaber. Kun privathospitalerne hænger med ørene, og de betyder jo ingenting for en kommende departementschef i Socialministeriet.

Jesper Fisker har dårligt nok sat en eneste fod forkert i sine tre år som øverste chef for den øverste myndighed på sundhedsområdet.

Præstationen sættes i relief af, at mange store afgørelser er blevet truffet i hans tid. Specialeplanlægningen er bare én ting. Der var jo også hospitalsplanerne. Svineinfluenzaen dukkede også op i hans tid, og den klarede Sundhedsstyrelsen med bravour. Der var også speciallægeuddannelsen. Den fik han speedet op, det gav ham dog en anden uven, nemlig de lægestuderende, men det kan en topchef i Sundhedsstyrelsen nok godt leve med.

Han overtog en Sundhedsstyrelse, som endelig fik stor magt over sundhedsvæsenet. Sundhedsstyrelsen er jo født som et rådgivende organ, men i Jesper Fiskers tid blev Sundhedsstyrelsen udstyret med helt andre magtbeføjelser. Nu kan Sundhedsstyrelsen simpelthen forlange, at hospitaler eller regioner retter ind. Det er nyt. Men Jesper Fisker forvaltede også de beføjelser perfekt.

Derfor kan man næsten kun have skuldertræk tilovers for Lægeforeningens nye formand, Mads Koch Hansen, som opfordrer sundhedsministeren til igen at sætte en læge i spidsen for Sundhedsstyrelsen. Men det ønske bliver næppe efterkommet. I dag er det nærmest naivt at tro, at det kommer til at ske de første mange år.

Måske har lægernes formand overset, at det reelt er sundhedsminister Bertel Haarder (V), som træffer den endelige beslutning. Han er nærmest per instinkt skeptisk over for eksperter, og han har været det i en menneskealder. Stærkest blev det manifesteret i hans stærkt ideologiske bog, ’Institutionernes tyranni’ (1974). Bertel Haarder holder ikke af teknokrater, eksperter og smagsdommere. Det taler ikke for en læge.

Nej, mest sandsynligt er det, at efterfølgeren til Jesper Fisker bliver en kopi af ham, en look-alike m/k. Sådan er det i hvert tilfælde gået med stort set alle andre udnævnelser til sundhedsvæsenets topposter i de seneste mange år.

Økonomer og jurister har siddet tungt på den offentlige forvaltning, især efter Anden Verdenskrig. Men for omkring ti år siden begyndte økonomerne og juristerne for alvor at tabe terræn til en helt tredje type af akademikere.

Økonomer og jurister er - i øvrigt ligesom læger – fagligt stædige, jævnligt på den gode måde, når det gælder om at holde fast i metoder, som er velafprøvede, men indimellem også på den dumme måde, hvor forstokkethed står i vejen for at tage nye metoder og organisationsformer i brug.

Derfor kan økonomer, jurister og læger udvikle sig til ganske irriterende ledertyper, måske især for de øverste ansvarlige, politikerne. De kommer ofte til kort, når de støder ind i fagligt stærke og fagligt stolte akademikere med tjek på deres fag og dets værktøjer.

I stedet er en helt anden ledertype dukket op, politologerne, scient.pol.erne. I dag er det dem, der sætter sig på topstillingerne. Deres metier er interessentanalysen og konsensusprocesserne, og det er ikke nedsættende ment. Politologerne har forstand på at lægge tingene til rette. Det er deres kernekompetence.

Det er denne type ledere, der efterspørges i den offentlige forvaltning. Politologer er rykket ind overalt i organisationer, der betjener politikere. Det er ikke underligt. Det er trods alt det, de er gode til. At forstå politikere. Aflæse deres kropsprog. At få tingene til at glide.

I sundhedsvæsenet er stort set alle de øverste hospitalsstillinger, der er blevet ledige de seneste år, blevet besat af politologer. De administrative chefer i Danske Regioner og Kommunernes Landsforening er ofte politologer. Det samme er tilfældet i mange fagforeninger. I DSR er de administrative chefer politologer. Sådan er det endnu ikke i Lægeforeningen, som har en forkærlighed for cand.polit.er.

For tiden er selv den allerøverste chef, ministeren, Bertel Haarder, faktisk politolog. Han er uddannet, dengang scient.pol.-uddannelsen var en nærmest sekterisk uddannelse for få, stærkt politisk optagede unge. Svend Auken havde eksempelvis den baggrund. I dag er uddannelsen anderledes populær.

Også det taler for, at den nye topmand i det danske sundhedsvæsen bliver en politolog.

Specialeplanlægningen blev Jesper Fiskers svendestykke, og som metode valgte han at lancere sit projekt i etaper. Første etape var at lancere tankerne om, hvordan det kunne se ud. Så fik man kritikerne ud af busken, og det gjaldt alle typer af kritikere: Lægerne og deres selskaber, fagforeningerne, regionerne, for slet ikke at tale om politikerne på Christiansborg. Men de fik alle sammen at vide, at projektet endnu var på sit forberedende stadie.

Derfor blev der tid til at analysere kritikkens anatomi og til at overveje, hvordan planen kunne snos. Derefter lanceredes den næste version. Den var heller ikke færdig og gav derfor mulighed for at fintune planen. Til sidst var planen færdig, og den blev højst forbløffende rost af alle af betydning i den danske sundhedssektor.

Se, det var virtuost.

Kongen af den slags processer er sjovt nok ikke politolog. Han er cand.jur. I sin tid som sundheds- og indenrigsminister viste Lars Løkke Rasmussen gang på gang, hvordan han kunne massere opinionsdannerne og finde konsensus i projekter, der ellers så umulige ud. Tænk bare på, hvordan Lars Løkke Rasmussen fik alt og alle med, hel- eller halvhjertet, på vor tids største politiske projekt, strukturreformen, der skabte de nye storkommuner og de enorme regioner. Det kunststykke underviser de utvivlsomt allerede i på universiteterne, især på scient.pol.

Men Jesper Fisker er bestemt en førsteklasses lærling.

Han repræsenterer en ledertype, der får tingene gjort. En no-nonsense leder, mr. Fix-it, the bicycle repairman, en verdensmester i processer, og som er utrolig dygtig til at aflæse signalerne fra politikerne. For dem handler det om at flytte ting. Om at skabe resultater. Ideologi er derimod – som regel - ikke for politologer.

At Jesper Fisker forlader Sundhedsstyrelsen, er måske det mest forudsigelige i sundhedsvæsenet, siden medicinaldirektør Palle Juul-Jensen blev fyret. Jesper Fiskers karriere er snorlige. Han skifter job hvert tredje år. Opadgående. Om tre år vil vi alle med tilpas forundring opdage, at han er på vej til et endnu højere embede. Det er logik, og det er i orden. Han bliver bedre og bedre til at skabe resultater, og derfor løfter systemet ham videre.

Nogle vil sikkert ærgre sig over, at offentlig ledelse ikke længere har kant.

Men andre vil ærgre sig over, at Jesper Fisker – for pokker da - ikke tog en lidt længere tørn. Så havde vi utvivlsomt fået en landsdækkende epj. Måske havde Sundhedsstyrelsen også fundet løsninger på en del andre problemer, som er gået i stå, fordi ingen kan enes.

Men er det så en læge, der kan skaffe sådanne resultater?

Helt ærligt? Næppe!