Der er stort set ingen bevægelser. Situationen er fastfrosset på et pinligt niveau. Den deprimerende konklusion fremgår af en ny rapport om ulighed, som Region Hovedstaden netop har offentliggjort. Område for område gennemgås de sørgelige kendsgerninger, og tallene er helt friske, og der er ingen som helst grund til at tro, at det skulle se anderledes ud i andre regioner.
Lad os tage nogle markante eksempler:
Andelen af borgere, der har mere end ti kontakter til deres praktiserende læge, er stadig næsten dobbelt så høj blandt dem uden erhvervsuddannelse som blandt dem med en lang videregående uddannelse.
Blandt kronikerne er uligheden også låst fast på et grimt højt niveau. Andelen af borgere med KOL eller muskelskeletsygdomme, som er højfrekvente gæster hos de praktiserende læger, er over dobbelt så høj blandt borgere uden erhvervsuddannelse som blandt borgere med videregående uddannelse. Borgere uden erhvervsuddannelse ryger fire gange oftere end borgere med videregående uddannelse. De motionerer væsentlig mindre, og fire gange oftere end borgere med videregående uddannelser har de stillesiddende arbejde. Borgere uden erhvervsuddannelse har seks gange oftere end borgere med videregående uddannelse været indlagt på hospital det seneste år.
Sådan kunne man blive ved.
Alt tyder på, at lighedsbestræbelserne er gået i stå, i hvert tilfælde nytter de ikke.
Man kunne vælge at hensynke i depression, men faktisk sker der en masse, som med garanti vil føre til højere grad af lighed — og mere er på vej. Først og fremmest vil arbejdet med kvalitetsdata føre til større lighed. Når sundhedssektoren sætter sig mål og monitorerer indsatsen på sygdomsområder, så er udgangspunktet jo, at alle skal behandles ens. Pakkeforløb trækker i samme retning. Kliniske retningslinjer, som f.eks. på kræftområdet, gør heller ikke forskel på mennesker. Den danske kvalitetsmodel og de enorme akkrediteringsprocesser har det samme udgangspunkt.
Alle disse bestræbelser kortslutter alle forsøg på at gøre forskel mellem folk — og det må føre til forbedringer.
Men det er ikke tilstrækkeligt. Problemet med ulighedsproblemet er, at det nok er populært, men reelt er de fleste danskere ikke optaget af spørgsmålet. Da et fynsk ægtepar blev dræbt, manden var læge, kvinden økonomidirektør i en større dansk virksomhed, så hed overskriften: ’Overklassepar mejet ned’. Når det er nødvendigt at understrege parrets status, så er det, fordi dramatiske begivenheder i socialgruppe fem simpelt hen ikke sælger aviser. Danskerne gider ikke læse om kriminalitet blandt samfundets laveste grupper.
Sådan er det desværre også, når pressen skal beskæftige sig med sundhedsområdet. Det sælger ikke aviser at skrive om sundhedsproblemer i socialgruppe fem.
Og politikerne træffer beslutninger der, hvor de kan skaffe sig selv politisk opmærksomhed — og derfor er de underlagt den samme adfærd som pressen.
Derfor skal der sættes ind med en stærkere medicin.
I 1980’erne lovede politikerne hinanden, at hver gang de vedtog en lov, så skulle en anden fjernes. Den samme ambition lancerede Anders Foghs regering, da den tiltrådte. Det kom aldrig til at virke. I erhvervslivet vedtog mange erhvervsvirksomheder, at de aldrig måtte træffe beslutninger uden at afgøre, hvordan beslutningerne skulle kommunikeres internt og eksternt. I det offentlige har man også tvunget beslutningstagere til at indtænke miljøet i trufne beslutninger.
Medgivet, de færreste af disse frivillige krav til beslutningsprocesser har haft den ønskede virkning. Men måske kunne det lykkes i sundhedssektoren, hvor der trods alt banker et hjerte for ligheden, ja, det er ligefrem gjort til en del af f.eks. Lægeløftet. Lighed skal tænkes ind i alle beslutninger.
Det koster intet at gøre forsøget.