Overskriften over hele forløbet er elendig ledelse, og det gælder hospitalet selv, regionerne og regeringen.
Hvordan kyndige mennesker kunne lade det komme så vidt, at hospitalet måtte meddele sin snarlige lukning, gennemføre en kæmpe fyringsrunde, skille sig af med sin direktør og skabe rædsel hos patienterne og deres pårørende, er en gåde.
Selve redningen var en overraskelse for de fleste. Epilepsihospitalet havde næsten opgivet håbet. En delegation var indkaldt til møde i Sundhedsministeriet, men i stedet for at få en dødsdom blev det til en meddelelse om overlevelse.
Regeringen havde bevilget 40 mio. kr. som supplement til de eksisterende bevillinger, og nu forventes det, at aftaler med hver af regionerne kan sikre, at hospitalet kan finansiere sin drift.
At der var problemer med Filadelfia, dukkede først op, netop da den nye regering blev valgt.
Blandt de første opgaver for den nye sundhedsminister Astrid Krag var at tage stilling til en henvendelse på hendes Facebookside, hvor en mor til et epilepsibarn bønfaldt hende om hjælp, fordi det fantastiske Filadelfia skulle lukkes. Og den hjælp lovede den nye sundhedsminister hende – kun for kort tid efter at meddele, at regeringen alligevel ikke kunne hjælpe.
I stedet påstod hun, at Filadelfias patienter kunne behandles mange andre steder. Det var de pågældende hospitaler hurtige med at dementere. Det var decideret pinligt.
På det tidspunkt havde offentligheden dårligt nok fået tid til at reflektere over, hvorfor Filadelfia var kommet så langt ud i uføret, at Region Sjælland annullerede sin aftale med hospitalet. Det blev oplyst, at Filadelfia brugte for mange penge. Men det blev ikke oplyst, hvad pengene var gået til, eller hvad problemet egentlig var.
Blot fremstod Region Sjælland, som i forvejen lider under et rædselsfuldt omdømme, som kynikere, der ikke havde hjerte til at sikre epileptikernes hospital dets overlevelse.
Først da hospitalet endelig var sikret sin overlevelse, fik offentligheden et lillebitte indtryk af, hvad det handlede om.
Ved den lejlighed udsendte Danske Regioner en mystisk pressemeddelelse: Formand Bent Hansen jublede over redningen og over at få »mindst et år til at få balance i budgettet på institutionen«.
Men han nævner også, at der har været »et uhensigtsmæssigt samarbejdsklima« mellem regionerne og hospitalet. Regionerne ønsker »fuld transparens i regnskab, budget og takstberegninger«, hedder det. Og så sætter Danske Regioners formandskab trumf på: »Det vil være hensigtsmæssigt, at der umiddelbart tages skridt til en professionalisering af ledelsen.«
Tak skæbne, det er galt med økonomien, det kniber med kontrollen, og ledelsen er ikke professionel, og den skal udskiftes.
Det var nyt. Regionerne har altså ingen tillid til ledelsen og heller ikke til ledelsens rapportering. Den utilfredshed var ikke ny, fremgår det, og i dag ved vi, at langt det største problem er den måde, som regionerne skulle afregne med hospitalet for behandlingen af patienterne. Offentlige sygehuse afregnes efter de såkaldte drg-takster, og det system ægger hospitalerne til produktivitet.
Men Filadelfia afregnes efter de omkostninger, som indlæggelsen har medført, uanset hvad omkostningerne er gået til, og det system inspirerer ikke til effektivitet. Hvorfor dog spare, når regionerne alligevel betaler? Det system er selvfølgelig pilråddent, og de, der betaler regningerne, skal have en overnaturlig tillid til, om pengene nu anvendes, som de skal.
Kritikken har rejst sig mod hospitalets ledelse, in casu Flemming Christensen, hospitalets adm. direktør siden 2006. Han er tidligere borgmester i Vejle, SF’er og dengang utrolig populær, især i erhvervslivet. Oprindeligt er han præst. Man kan altså næsten ikke forestille sig en mindre konform hospitalsdirektør, og nu er han da også fyret.
Men indirekte retter kritikken sig også mod hospitalets bestyrelse, hvor sundhedsprofessor Kjeld Møller Pedersen, også med en fortid i Vejle, dog i amtet, er formand. Hvorfor greb denne bestyrelse ikke ind og gav regionerne sikkerhed for, at hospitalet var effektivt, produktivt og omkostningsbevidst?
Men kritikken er også en boomerang, der rammer regionerne i nakken. Hospitalets økonomi hvilede på en aftale med Region Sjælland, men hvorfor forlangte regionen ikke at få moderne betalingssystemer? Hvorfor skulle situationen helt derud, hvor patienterne og deres pårørende blev hensat i en tilstand af total panik? Regionerne kommer heller ikke ud af dette forløb uden pletter.
Sagen om Filadelfia kunne være løst ved at gribe ind i tide. Mange kunne have leveret denne vare, hospitalets ledelse, bestyrelsen og regionen, men ingen gjorde det.
Derfor endte det med, at regeringen købte hospitalet tid til at skabe ordnede forhold.
Det initiativ fortjener tak. Men mærkeligt nok blev det heller ikke en vindersag for sundhedsministeren, der først ville hjælpe, men dernæst afmægtigt måtte opgive at hjælpe og i den forbindelse fik det til at lyde, som om Filadelfia leverer en hyldevare, som mange andre også magter. Slutteligt og nødtvungent strakte regeringen sig. Den slags vankelmodighed aftvinger ikke respekt.
Sikke en uskøn forestilling.