Puha, så klarede regionerne skæret. Med et blåt flertal i Folketinget var de blevet aflivet.
Et er dog givet, fortsætter regionerne som hidtil, så er det kun et spørgsmål om tid, før et nyt flertal af regionsfjendtlige politikere får magten, og så dør regionerne.
Derfor er det forkert at påstå, at regionsprojektet har overlevet. Faktisk har Bent Hansen og hans tropper alene købt sig tid, og den tid skal udnyttes til en hovedreparation af regionsprojektet.
Først det basale: Regionsmodstanderne ville som bekendt reducere antallet af regioner fra fem til tre.
Men det er ikke en god løsning for Region Nordjylland og Region Sjælland, der skal indlemmes i deres naboregioner. Risikoen for, at de bliver klemt, er alt for stor. Og hvorfor skulle man? Region Nordjylland er velfungerende, og det er rent ud sagt umuligt at forestille sig, at nordjyderne skulle få et bedre sundhedsvæsen ud af at blive tvangsfusioneret med deres sydlige storebror.
Region Sjælland er et reelt problem, men det skal regionen selv løse uden at blive opslugt af Hovedstaden.
Dernæst: Det største problem med det danske sundhedsvæsen er den manglende sammenhæng, og hovedsynderen er ikke regionerne, men derimod kommunerne. De har — med visse undtagelser — aldrig taget sundheden alvorligt. Derfor skal kommunernes sundhedsopgaver overalt, hvor det er muligt, overføres til regionerne. Det vil give regionerne tyngde, og kommunerne mister intet, ud over stoltheden. De har jo gjort uendelig lidt.
Men det løser ikke regionernes svagheder, og det blødeste punkt er deres demokratiske underskud. Det er jo sandt, at regionsvalgene aldrig har kunnet tiltrække vælgere. Skulle regionsvalgene stå alene — altså uden kommunalvalgene — så ville valgdeltagelsen blive pinlig lav.
Det kræver hårdhændede metoder at give regionerne demokratisk legitimitet. Et af problemerne er, at regionsrådene er for store. 41 politikere? Det er 20 for mange! Med 21 i regionsrådet er der en chance for, at kvaliteten af de indvalgte kan blive tilfredsstillende, og chancen, for at medlemmerne kan profilere sig mellem valgene, større.
Den nuværende konstruktion, hvor formanden for Danske Regioner skal findes blandt de fem regionsformænd dur heller ikke. Det er svært, måske umuligt at være en upartisk formand, når man samtidig skal passe sin egen region.
Formanden skal erstattes af en topfigur, en slags præsident, som vælges af et parlament bestående af samtlige 105 regionsmedlemmer. De kan vælge mellem partiernes formandskandidater, og det kan altså ikke være regionsformænd. Den valgte formand skal udtræde af det råd, han kommer fra, og erstattes af en anden repræsentant fra samme parti.
Sundhedsparlamentet skal samles to-tre gange om året og drøfte fælles opgaver. En monumental opgave for parlamentet bliver at sikre, at gode løsninger spredes til hele landet. Det problem kan den nuværende konstruktion åbenlyst ikke løse. Det smuldrer, og Danske Regioner har slet ikke power til at skabe en videnspredningskultur.
Men dette parlament skal kunne diskutere sig frem til en enighed om løsninger, det er værd at satse på i alle regioner. Måske kunne det oven i købet give liv til møderne.
Præsidenten og de fem regionsformænd bliver en slags regering, som løbende skal drøfte og afgøre fælles spørgsmål og sikre ensartet behandling af patienter, hvor det er nødvendigt. Konstruktionen skal sikre, at regionerne husker at samarbejde. Det dur de ikke til lige nu. De driller hinanden. Stjæler patienter fra hinanden. Flytter rundt på dem, som var de skakbrikker. Den slags barnligheder dur ikke, hvis regionerne skal overleve.
Regionerne er nødt til arbejde meget mere med deres rygte. Til en start skal regionerne og deres politikerne forstå, at hospitalerne er deres vigtigste aktiver. Hospitalerne og politikerne skal alliere sig. Jo, selvfølgelig har politikerne det endelige ansvar. Selvfølgelig skal de kontrollere hospitalerne. Men de skal nu i endnu højere grad få det bedst mulige ud af hospitalerne, og det forudsætter et tæt og synligt samarbejde.
DSB er på visse strækninger begyndt at synliggøre sin præcision. ’On time’ meddeler en kvindestemme i højtalerne, når toget ruller rettidigt ind på stationerne. Det er selvfølgelig en latterlig gimmick, men tankegangen er ikke helt tosset for regionerne.
Blå blok havde jo held til at overbevise mange vælgere om, at det ligefrem kan betale sig at lukke regionerne og fjerne et overflødigt administrativt fedtlag. DF opgjorde gevinsten til mindst en halv mia. kr. uden at have den mindste dokumentation for påstanden. Det forandrer imidlertid ikke, at regionerne i de kommende år skal synliggøre deres resultater — og ikke mindst synliggøre deres effektivitet. Det kræver grundige uafhængige analyser og gennemtænkte metoder
Alt det er vigtigt, men det vigtigste er nærmest på det symbolske plan. Det, der får Bertel Haarder og hans ligemænd i blå blok til at koge over — skuespil eller ej — er, når regionerne ikke tager ansvar. Så dukker alle problemerne op i Folketingets sundhedsudvalg, selv om de burde være håndteret af regionerne. Hvorfor så holde regionerne i live?
I fremtiden skal regionerne lære at tage ansvar – og ikke skubbe det fra sig.
Det er planen - skudt fra hoften - og måske er den akkurat god nok til at bevare regionerne i endnu mange år.