Selvfølgelig lagde han sig ud med mange praktiserende læger, men hans kritik ramte altså ikke helt ved siden af. Men ellers holdt Flyvbjerg sammen på tropperne, han gav bevægelsen retning, energi og troværdighed — og han kæmpede som en løve for patienterne. En mønsterpræstation af en hamrende dygtig læge.
Nu holder han så op, og man forstår godt, at foreningen ryster på hånden, når hans efterfølger skal findes. Deadline er repræsentantskabsmødet i maj. Det er svært, men én ting skal foreningen være stålsat om: Den nye formand skal være en hamrende dygtig læge. Modellen kan man diskutere, høj, lav, endokrinolog eller praktiserende læge, men ikke uddannelsesbaggrunden.
Selve Allan Flyvbjergs formandstid er den bedste dokumentation for, hvor virkningsfuld den rigtige læge kan være. Flyvbjerg overtog en forening, som var diffus i sin målsætning. Nu efterlader han en forening, der bliver lyttet til. Selv om foreningen i virkeligheden repræsenterer temmelig få medlemmer, så befinder Diabetesforeningen sig i top tre blandt patientforeningerne i Danmark.
Foreninger som Gigtforeningen og Lungeforeningen har på trods af deres enorme antal patienter fået baghjul af Diabetesforeningen. Det er der mange grunde til, men én af dem er, at foreningen valgte en dygtig læge som formand. Derved sikrede man sig troværdigheden og fagligheden. Når pressen eller politikere skal have kvalificeret besked om forhold omkring diabetes, så ringer man til Allan Flyvbjerg, og hvis han har for travlt, så venter man, til han er ledig.
Hvis politikerne ønsker besked om et gigt- eller lungespørgsmål, så er det langtfra sikkert, at de ringer til de respektive foreninger. Måske vælger de i stedet at ringe til en dygtig reumatolog eller en kendt lungemediciner. Hvorfor skulle de ringe til patientforeningerne? Gigtforeningens kransekagefigur er en erhvervsmand, nærmere bestemt Mærsk Mc-Kinneys svigersøn, og i Gigtforeningen er Johannes Flensted (S) formand, og han er faktisk en politiker med både format og integritet. Men ingen af dem er læger, og så kan de altså ikke svare på lægelige spørgsmål
Gigtforeningen og Lungeforeningen har valgt at fokusere på såkaldt fundraising — de har ’skaffedyr’ i spidsen. De skal skaffe penge til foreningen.
Helt dumt er det ikke. Til gengæld har de valgte modeller for længst vist, at de ikke dur. Når bevillingerne bliver fordelt, så bliver gigtsagen og lungesagen gang på gang snydt. Hvorfor, ja, det kan man så fundere over.
Langt de mest succesfulde patientforeninger i vor tid er Kræftens Bekæmpelse og Hjerteforeningen. De anføres begge af læger, og begge formænd, Frede Olesen hos KB og Peter Clemmensen hos Hjerteforeningen, er i topklasse fagligt set. De er også pålidelige, de er ubestikkelige, og de har enorme netværk, vel at mærke i sundhedssektoren, og ikke i erhvervslivet eller blandt politikere.
Nøjagtig sådan er det også med Allan Flyvbjerg. Højt respekteret overalt. Læg mærke til, at han påtog sig et nærmest populistisk projekt som formand for en patientforening. Han kæmpede som en gal, ofte mod egne kolleger. Alligevel blev han som det naturligste i verden dekan på sit område, og det bliver man altså ikke uden kollegernes massive respekt.
Sådan et fyrtårn skal Diabetesforeningen naturligvis have igen. Ambitionerne må ikke skrues ned. Skulle man vælge en noksagt, en ligegyldig formand, så vil den offentlige interesse for diabetessagen stille og roligt glide uden om Diabetesforeningen. Foreningen mister sin gennemslagskraft, derefter sin troværdighed, og snart vil det vise sig vanskeligt at holde sammen på foreningen, der jo dækker meget forskellige patienttyper. Diabetes 2-patienter er jo ikke de samme som diabetes 1’erne. De behøvede ikke at være organiseret samme sted.
Derfor, hold fast i lægen. Den fagligt stærke, den ambitiøse, troværdige, arbejdsomme forkæmper for patienterne. Han eller hun findes skam. Lidt yngre, lidt mere potentiale end erfaring, men ellers…
Kongen stopper, kongen leve.