Den gode er, at det går helt forrygende godt.

Per capita ligger Danmark nr. 2 i tabellen, når det gælder publiceringer af kliniske forsøg. Sammen med Sverige og Finland ligger vi milevidt foran alle andre lande. Dansk klinisk forskning hører i det hele taget til mellem verdens mest citerede. Vi er nr. 4 i verden. Bare det gik lige så godt i Sydafrika.

Positionen er tydeligvis opnået ved en kraftanstrengelse, som blev sat ind i første halvdel af 1990’erne. Siden er det bare gået fremad. Vi får også fuld valuta for satsning – Danmark er til eksempel næstbedst til at få EU tilskud til biomedicinsk forskning.

Det var den gode nyhed.

Den dårlige er, at den møjsommeligt opbyggede position er ved at blive udkonkurreret af lande, der kan levere billigere, større og nemmere kliniske forsøg, end vi kan. Allerede fra 2008 til 2009 er der hugget over 20 pct. af den danske ’produktion’ af kliniske forsøg. På et eneste år. Så hurtigt går det tilbage. Det smuldrer med foruroligende fart.

Det var emnet for konferencen, der havde deltagelse af op mod 80 interesserede fra hele Norden. Situationen er nemlig den samme i Sverige, Norge og Finland.

Niveauet er højt, men nu eroderes tingene bort. Behovet for løsninger er enormt, og den eneste vej er samarbejde. Mellem hospitaler, mellem lande, mellem læger, mellem industrien og alle andre aktører. Den slags kommer ikke af sig selv, og så slet ikke i Norden som er langt bagud, når det gælder samarbejde – og det gælder på alle fronter.

De nordiske lande elsker hinanden, men de samarbejder ikke. Oven i købet skal samarbejdet i stand med det samme. Måske lader det sig kun gøre ved anvendelse af skarpladte pistoler.

En af konferencens første talere gjorde intet for at opmuntre forsamlingen. Anders Gersel Pederesen, vicedirektør for Lundbeck-koncernen, sluttede sit indlæg af med tørt at konstatere, at udflytningen af kliniske forsøg er kommet for at blive.

For Lundbecks vedkommende er der ingen vej tilbage, fordi den danske medicinalvirksomhed er nødt til at skrue forsøg sammen med ekstremt mange deltagere. Alene af den grund er det vanskeligt at placere opgaverne i Danmark endsige Norden. Det var ikke sjovt at høre på.

Bagefter kom en svensk professor, som sagde, at der var penge nok til forskningen på hans universitetshospital. Rent finansielt var der sådan set ikke rigtig brug for industriens betaling for de kliniske forsøg. Straks efter sparkede vores egen Jannik Hilsted, lægelig direktør på Rigshospitalet, bolden i eget mål – altså på vegne af kliniske forsøg - da han ikke bare konfirmerede den svenske professors vurdering, men også pointerede, at der ikke var behov for at ændre adfærd for at tiltrække kliniske forsøg. Hospitalernes håndtering er, som den skal være, i hvert tilfælde på Rigshospitalet.

Fansene af holdet ’kliniske forsøg’ måtte tro, at de var bagud med 3-0 allerede inden halvleg. Fansene er dem, som synes kliniske forsøg er et godt bidrag til hospitaler. At de er velegnede til at motivere læger. At de giver hospitalerne mere spændende karrieremuligheder. At de kan hjælpe patienter.

I virkeligheden var stillingen fortsat uafgjort.

Lundbeck er trods alt ikke typisk, og de store universitetshospitaler er heller ikke, som hospitaler er flest. Der er jo stadig behov for kliniske forsøg i mindre skala, og den kan danske hospitaler godt levere, og Rigshospitalet er jo forkælet ud over det sædvanlige med gigantiske støttebidrag fra industriens store fonde, senest op mod en mia. kr. fra Novo Nordisk Fonden.

Med så rige venner er penge fra kliniske forsøg strengt taget ikke nødvendige. Men andre hospitaler har ikke den slags bekendtskaber.

Reelt var stillingen altså stadig 0-0, og den blev snart til en sejr for kliniske forsøg for nu at blive i fodboldsproget. Senere kom en anden svensk professor. Hun havde fået 30 mio. kr. – faktisk mere end hun egentlig skulle bruge, erkendte hun - for at undersøge, hvordan udviklingen kunne vendes. Samarbejde var vejen frem.

Siden kom en britisk sundhedsøkonom, der efter et års studier havde regnet ud, at forskning skam betaler sig. Afkastet er omkring 30 pct. Selv Poul Jaszczak, eks-formand for FAS, dukkede op. Han er dansk mester i Helsinki-deklarationen, der regulerer etikken vedrørende kliniske forsøg. Men han er også glødende fortaler for flest mulige kliniske forsøg, og han leverede et overbevisende indlæg til forsvar for danske hospitalers evner.

Behovet er der altså – men hvordan undgår vi at blive tromlet ned af de nye leverandører fra lande som Kina, India, Brasilien og Rusland? Skal det ske, så skal alle stå last og brast. Det skal gøres utroligt nemt at skrue sine kliniske forsøg sammen i de rette dimensioner —.naturligvis uden at gå på akkord med etikken — bureaukratiet skal minimeres, tilladelser, der gælder i et land, skal også gælde i andre. Det er taktikken.

Om den kan gennemføres vil vise sig om måske fem år – går det galt, er kliniske forsøg forsvundet fra vores breddegrader. Går det godt, så er Danmark og vores nordiske venner lige så stærke som i dag – måske ligefrem stærkere.