De fleste drenge genkender scenen.
I hundredvis af cowboys sidder klar på deres iltre heste. I den ene hånd har de deres revolver, i den anden et lille flag. I ét nu lyder et brag fra en skyder, og så går den vilde jagt ud over prærien. Ud for at plante flaget i den rette parcel med den fedeste muld og de skønneste omgivelser.
Nøjagtig det samme foregår på landets sygehuse i det herrens år 2009. Sygehusledelser, ledende læger og sygeplejersker står klar ved mållinjen iført kitler, med pc’er i den ene hånd og sygehusdata i den anden. Startskuddet til det store specialerace har allerede lydt. Det skete i november, da Sundhedsstyrelsen skrev til regionerne og bad dem om at indsende deres ansøgninger om, hvem der skal varetage hvilke specialfunktioner.
Siden har kapløbet været i gang. Stilfærdigt, bag kulisserne, men ikke desto mindre over stok og sten. For det enkelte sygehus gælder det om at banke sit særlige flag i de mest attraktive og prestigefyldte specialer, inden Sundhedsstyrelsen til september afslutter processen med den endelige afgørelse om, hvem der skal have lov til hvad.
Kapløbet er i modsætning til de gamle cowboyfilm blottet for humor. Der praktiseres masser af urent trav og ufine tricks bag kulisserne, og det kommer til at vare i månedsvis, indtil det hele er faldet på plads i september. På det tidspunkt vil en del venskaber være blevet til uvenskaber, og kollegial respekt være erstattet af hån, fordi der er brugt ufine metoder for at fremme visse afdelinger i kapløbet.
Ikke desto mindre er det en proces, der kan føre til lykkelige resultater. Måske er det faktisk i år, i 2009, at det langt om længe kan lykkes det danske hospitalsvæsen at få has på alle de steder, hvor patienter behandles mindre professionelt, end de har krav på.
Det er sandelig ikke første gang, at der foranstaltes et attentat mod hospitalernes lyst til selv at bestemme, hvilke behandlinger de skal udføre. Regionerne har gjort sig masser af anstrengelser. De videnskabelige selskaber er kommet med deres anbefalinger, og det er Sundhedsstyrelsen også. En hel del er faktisk forbedret. Men langtfra nok.
Nu skal det være, og det lover Sundhedsstyrelsen heldigvis også. Styrelsen er også blevet udstyret med en sundhedslov, der giver embedsmændene det afgørende ord. Men desværre ser indstillingen hos Jesper Fiskers tropper – i dette tilfælde anført af Lone de Neergaard - ikke voldsomt stålsat ud. Her i den indledende fase er alt nærmest muligt. Det eneste, der er givet, er, at specialerne inddeles i bare tre niveauer, nemlig hovedfunktionsniveauet, hvor alle kan være med. Dernæst specialfunktionsniveauet, der igen inddeles i to, nemlig regionsfunktioner, som kan placeres på 1-3 hospitaler i hver region, og de højt specialiserede funktioner, der kan placeres på 1-3 steder i landet. I samarbejde med de faglige selskaber og regionerne er alle specialerne så på vej til at blive indplaceret i dette hierarki. Det er i den forbindelse, at Sundhedsstyrelsen har valgt at være rummelig – eller bløde i knæene, hvis man skal være ondskabsfuld.
På ét område har Sundhedsstyrelsen valgt at stå fast. Privathospitalerne skal ikke forvente blødsødenhed. Denne gang skal de levere nøjagtig det samme som de offentlige sygehuse, hvis de skal tages i betragtning til specialerne. Afdelingerne, deres læger og deres personale skal have den samme rutine som deres kolleger i den offentlige sektor. Den favorisering, som den tidligere sundhedsminister var indstillet på at yde privathospitalerne, skal åbenbart ikke forlænges, og det er i sig selv en stor forbedring. Man må håbe, at ministeriet er taget i ed i denne sag.
Men ellers er Sundhedsstyrelsen ikke særlig håndfast. Sundhedsstyrelsen har end ikke turdet lukke diskussionen om, hvor mange der skal varetage de virkeligt specialiserede funktioner, f.eks. hjertetransplantation. Engang arbejdede man fra centralt hold på, at hjertetransplantationer blev udført alene på Rigshospitalet. Skejby ville det anderledes, og århusianerne kom sejrrigt ud af deres oprør. Nu kan Sundhedsstyrelsen ikke engang indsnævre denne funktion til to hospitaler. Døren holdes åben for en tredjepart. Sådan bliver det forhåbentlig ikke, men netop nu er det muligt.
På kræftområdet er alle enige om, at der skal ryddes op i antallet af behandlingssteder. Alligevel holder Sundhedsstyrelsen alle døre åbne – det synes således ikke sikkert, at alle kræftoperationer bliver regionsfunktioner, og dermed er vejen banet for at opretholde et væld af behandlingssteder på kræftområdet.
Sundhedsstyrelsens tilbageholdende strategi kan vise sig at være klog. Den flytter de mest hidsige diskussioner ud til regionerne, som altså skal tage opgøret med deres egne hospitaler. Hvis regionerne kan forvalte dette mandat fornuftigt, så kommer den nødvendige oprydning. Det vil i givet fald blive regionernes comeback efter en hel stribe af spektakulære fejltrin, fra scannersagen til Samariten frem til Juhl-udvalgets hårde dom over regionernes sygehusplanlægning. Men det kan også gå galt, og så starter et nyt grimt opgør mellem regionerne og de centrale myndigheder i København.
Nu er det op til Bent Hansen og regionerne at træffe besindige beslutninger. Bare de ville tænke mere på patienterne end på vælgerne – der er nemlig afgørende forskel. Mærkeligt nok.