Sundhedsminister JA Nielsen har udtalt, at der ikke mangler penge i vores sundhedsvæsen, men varme hænder. De varme hænder, der findes, misbruges imidlertid som kolde hænder i et svimlende bureaukrati. Detailstyringen i den offentlige sektor lægger beslag på varme hænder til opgaver, hvis løsning tidligere var enkel og ressourcebesparende, mens den nu kræver sekretariater, rejseaktivitet og enorme papirbunker. Resultatet er ikke bedre, men dyrere.
Når yngre læger tidligere søgte hoveduddannelsesstillinger, var proceduren enkel: en ansøgning til afdelingen, bedømmelse af ansøgerne lokalt og så ansættelse. Så blev proceduren uvist af hvilken grund centraliseret, og der blev oprettet et sekretariat, der stod for det bureaukratiske. Herefter blev der lavet store skemaer, hvor lægens syv roller (sic!) blev anført og et sindrigt pointsystem udarbejdet. Mange møder og bureaukratiske tanker lå bagved, men der var såmænd kun tale om statens stigende kontrolmani, detailstyring og bureaukraternes manglende ressourcefornemmelse.
Vi brugte megen tid på rejser, mails, diskussion, tolkning af lægerollerne i specialet og vurdering af uforudsete kvalifikationer. Vældige referater blev udformet, og præcedensspøgelset huserede ved møderne. Det pinlige var, at antallet af uddannelsessøgende ofte var mindre end antallet af stillinger, og at ansøgernes kvalifikationer som regel kun gav flove pointsummer. Men vi brugte megen tid på at ansætte alle ansøgere; ingen søgte forgæves.
Nu er det yderligere bureaukratiseret. De syv roller er erstattet af en specialerelevant faglig profil (sic!) – Rip, Rap, Rup, ligesom os selv. Ikke alene skal alle medlemmer af ansættelsesudvalget mødes til formøde og ansættelsessamtaler, men alle ansøgere skal også møde op. I mit speciale skal 16 medlemmer og en sekretær møde i Odense kl. 10-17 for at bedømme måske 7 ansøgere. Syv timer er afsat til det og vi skal først hjernevaskes i, hvad vi forventes at gøre. Ressourcespildet er 24 arbejdsdage! Findes der evidens for, at det er bedre end tidligere? Nej! Findes der evidens for, at det er dyrere end tidligere? Ja! Hvorfor finder det så sted, og til hvis glæde? Formentlig kun til glæde for det djøfiserede, kontrollerede og detailstyrede danske samfunds bureaukrater.
Jeg skal anbefale sundhedsministeren og medicinaldirektøren (begge djøf’ere), at de for en gangs skyld ser bort fra deres eget fagforbunds interesser og fjerner dette absurde ansættelsesteater, så vi kan lave noget lægeligt fornuftigt i stedet, som befolkningen forventer.