Udsagnet hørte jeg første gang fra en engelsk geriater – det var møntet på den defaitisme, der før i tiden kunne være i forhold til at udrede ældre patienters symptomer. Og det var et rigtigt udsagn.
Men nu fornemmer man næsten, at det skal udbredes til hele befolkningen — også selvom symptomerne mangler.
Det indtryk kommer fra den linde strøm af patienter, der ender i almen praksis via den nye store Herlev-Østerbro-undersøgelse, hvor patienter med såkaldt afvigende tal opfordres til at opsøge egen læge inden for en måned.
Jeg skal love for, at det giver kunder i butikken — og det i en grad, så man bliver nervøs for at overskride 2 pct.-økonomiprotokollatet fra sidste overenskomst.
Men det mest interessante er nu, hvad der kommer ud af det.
Forhåbentlig noget rigtig god videnskab om nogle år, når resultaterne gøres op – for ellers er det da mange spildte kræfter, vi lægger i at berolige opskræmte patienter, der udstyres med forskellige diagnoser — som vi så afkræfter.
For et par uger siden kom min 79-årige patient, jeg kender fra tennisbanen, og var vældig bekymret. Han havde fået at vide, han havde kol, hvilket undrede ham, da han jo uden besvær cyklede både til tennisbane og svømmehal næsten dagligt — motionerede nogle timer uden åndenød for herefter at cykle hjem igen.
Vi måtte bekoste en ny måling, der var ganske normal — og hvis man havde kendt ham og ikke bare målt ham, var det aldrig kommet så vidt.
Hovedparten af de næsten daglige konsultationer afledt af undersøgelsen handler om moderat forhøjede s-cholesterolværdier. Værdier, der ikke sammenholdes med patientens øvrige risikofaktorer — og derfor sender massevis af non-risikanter til overflødige konsultationer. At en sportstrænet ikke-rygende kvinde uden hjertesygdom skal have kontrolleret et s-cholesterol på 5,5, er der vel ikke den store grund til.
Hvis hun havde været diabetiker eller haft iskæmisk hjertesygdom, giver det mening – nu giver det kun unødige konsultationer og ventetid i almen praksis.
Men vi bliver jo rigtig trænede i at fortælle patienterne, at en cholesterolværdi ikke er et absolut tal, men skal sammenholdes med eventuelle øvrige risikofaktorer — en opgave jeg måske nok syntes, man skulle tage til sig, når man fra undersøgernes side sender svar til patienterne — det ville jeg da have bedt dem om, hvis jeg var blevet spurgt, inden undersøgelsen blev startet.
Nu har min gamle mor på snart 91 også fået en indkaldelse til undersøgelsen. Hun spurgte mig, hvad jeg syntes, og jeg svarede, at det kunne gavne videnskaben, men nok ikke så meget hende selv – hun er selvhjulpen og får stort set ikke medicin.
Den tyggede hun lidt på og blev så enig med sig selv om, at det ville hun ikke ofre en taxa til Herlev Hospital på — så hun meldte fra.
Hun er i øvrigt læge ligesom jeg — så nu spekulerer jeg på, hvad jeg gør, når buddet kommer til mig.