Den økonomiske krise, energi- og miljøudfordringen samt de store sundhedsudgifter. Sådan synes prioriteringen at være for den nytiltrådte Obama-administration i USA. De fleste ved, at USA’s sundhedsudgifter er dobbelt så høje som de danske. Men også hvis man alene ser på de offentlige udgifter, er der skræmmende tal i vente. I dag udgør Medicares udgifter godt og vel ni pct. af alle forbundsregeringens skatteindtægter. Allerede i 2015 er andelen steget til 19 pct. – og i 2025 udgør Medicares udgifter 32 pct. af de skatteindtægter, forbundsregeringen indkræver – medmindre man gør noget. Hertil kommer udgifterne til Medicaid.

Belastningen af de offentlige udgifter bliver kun større. Eksempelvis har General Motors (GM) aftaler – understøttet af fradragsregler i skattesystemet – der gør, at pensionerede ansatte fortsat er dækket af GM’s sundhedsforsikringer. GM har mange problemer – et af dem er pensionister. 3,3 pensionist pr. ansat – i 1962 var forholdet 10 ansatte pr. pensionist. Hvis dette privatforsikringssystem for pensionister bryder sammen, vil de offentlige udgifter komme under ekstremt pres. Samtidig er de mange forsikrede pensionister en møllesten om GM’s hals – en møllesten, der forringer konkurrenceevnen og dermed truer GM’s og USA’s økonomi.

Derfor er det helt forståeligt, at USA’s nye administration må sætte sundhed til debat – velvidende at debat og ændringer vil indebære trusler mod privilegier og guldgruber hos dele af sundhedsvæsenet.
Udfordringerne i USA stammer bl.a. fra, at der er sat fokus på ydelser og ikke resultater. At der er mange selvstændige aktører og ikke et integreret system. At der ikke er nogen styring, og dermed ikke noget mål. Resultatet er, at 1 pct. bruger 35 pct. af udgifterne, 5 pct. bruger 60 pct., og 10 pct. bruger 70 pct. af udgifterne. Spørgsmålet for den amerikanske administration vil bl.a. være, om det er den korrekte fordeling af udgifterne – hvis målet er mest mulig sundhed for pengene.

Udfordringerne i Danmark er på sundhedsområdet slet ikke så omfattende som i USA. Men vi bør undgå at ende med de samme problemer som i USA – selv om der måske er et ønske om mere individuel sundhed. Vi bør søge en vertikal integration af sundhedsvæsenet, så indsatsen over for de svageste og kronikerne bliver mere effektiv. Vi bør sætte mere fokus på resultaterne af indsatsen – frem for drg-systemets og andre målesystemers fokusering på ydelser. Vi bør sætte mere fokus på, om sundhedstilstanden forbedres i udsatte områder – frem for at fokusere på, om antallet af ydelser stiger.

I Danmark har vi haft kommissioner og reformer. Hver gang har dele af sundhedsvæsenet været i spil. Og hver gang har vi taget endnu et skridt i retningen af de fejl, som plager det amerikanske sundhedssystem. Måske burde vi i Danmark tænke os om med en lidt mere langsigtet plan for vores sundhedsvæsen. For øjeblikket skifter vi mål, midler og rammer næsten hvert halve år. Og det er ikke sundt for dansk sundhedsvæsen.