Vi eksporterer til gavn for vores økonomi. Vores store svin køres til slagtning i udlandet. Her har politikerne grebet ind, da svinene står for tæt i lastbilerne i for lang tid, så de bliver stressede og har risiko for sår, og det er jo producenternes grådighed, det drejer sig om.
Globalisering er vores fremtid. Det sker, ved at vi – deriblandt læger, der deltager i diverse kongresser – eksporterer os selv til udlandet og rejser på monkey-klasse stuvet sammen i små tætsiddende sæder i mange timer med risiko for dyb venetrombose. Her har politikerne dog ikke grebet ind, da det jo er sparsommelighed med skatteborgernes penge, det drejer sig om.
Terrorismen, som de radikale islamister laver, har så givet politikerne i vores og andre demokratiske lande bekvem lejlighed til at indføre generelle forholdsregler, der ligner dem, vi kender fra politistater. For ikke at diskriminere er reglerne rettet mod os alle og ikke kun mod de radikale islamister. Vi kan risikere kropsvisitering og bøder for besiddelse af spejderknive o.l,, vores telefonsamtaler, bankforhold, pengeoverførsler, kreditkortbrug, rejser og færdsel på gader overvåges, og myndighederne kan uden dommerkendelse trænge ind i vores hjem og beslaglægge vores pc’er og studere indholdet. Big Brother fra Orwells bog ’1984’ er her, og brugen af nysprog med eufemismer florerer overalt. Vores økonomiske, arbejds-, familie-, venskabs- og kærlighedsliv overvåges konstant.
Når vi rejser, mødes vi af timelange ubevægelige indcheckningskøer, overbookninger, evigt ændrede regler for håndbagage og kuffertvægte, vanvittige krops- og andre sikkerhedsundersøgelser af almindelige, pæne, danske borgere uden skygge af grund til terrormistanke. Det gentages i en uendelighed af lufthavnspersonalet, som ustandseligt forlanger fotodokumentation af ens identitet. Ikke underligt, at nogle mister overblik og glemmer ejendele i den proces. Ved mellemlandinger med flyskift gentager processen sig, og ved indrejse til USA skal man finde sig i at få taget foto af ansigt og fingeraftryk af alle ti fingre. Formentlig bliver det næste DNA-prøver. Yderligere undersøges vi og vores håndbagage for spor af Gud ved hvilke stoffer i specielle kabiner og med specielle instrumenter. Ved forsinkelser pga. af disse procedurer og de enorme køer ved toldbehandlingen mister man sin næste flyforbindelse, men det er de ligeglade med. Så må man til en uendelig ombookningskø og evt. en hotelanvisningskø.
At rejse er at leve, skrev H.C. Andersen. Jeg er ganske uenig. I dag er at rejse at lide. Tiden er inde til, at politikerne bedrer forholdene for os almindelige fredelige mennesker. I dag behandles vi som svin – til glæde for de radikale islamister.