Det seneste hit i familiespil, hvor der konkurreres på paratviden og, som navnet antyder, på at være bedrevidende.

At jeg, til min fødselsdag, fik hele tre af slagsen, mere end antyder et af mine usympatiske personlighedstræk. Jeg er bedrevidende og ofte på en ubehagelig hoverende vis, når jeg gribes af spillet, såvel som i andre af livets forhold. Dette randt mig i hu, da jeg underholdt mig med at læse nogle af mine tidligere ’stikpiller’ igen. Hvis det kunne have interesse, gøres det let på her på hjemmesiden. Et eksempel er en flere år gammel sag om influenzavaccination. Jeg har i mange år kæmpet en indædt kamp for, at influenzavaccination blev en naturlig del af praktiserende lægers sortiment. Det sker nu i tiltagende grad og med god grund!

I Kalundborg Folkeblad 9. oktober var der en situationsrapport vedrørende Danske Lægers Vaccinations Services heroiske indsats med influenzavaccination af borgere i Høng og omegn.

En læge, hvis navn jeg ikke nænner at nævne, havde i løbet af 45 minutter vaccineret de første 125 af i alt 148 borgere. 21,6 sekunder til hver. Hu hej, hvor det går. Det er da mageløst. Det drejer sig om ældre, der er fyldt 65 år, førtidspensionister og yngre folk med kroniske sygdomme, der efter lægens vurdering bør vaccineres. Hvordan de sidstnævnte grupper kan vurderes på den afmålte tid, er mig en gåde. I almen praksis, hvor vi kender vores patienter og ved, hvem der er førtidspensionister eller lider af de sygdomme, der giver ret til vederlagsfri influenzavaccination, kan vi ikke leve op til denne forrygende cadence. I en tid, hvor der tales tidskrævende meget om tidskrævende kvalitetssikring i sundhedsvæsenet, var det et område, regionerne burde bruge lidt tid på.

I erkendelse af disse tumultariske forhold er det forståeligt og glædeligt, at A-influenza H1N1-vaccinationen er overdraget til de praktiserende læger, når det drejer sig om risikopatienterne.

Apropos Bezzerwizzer kan jeg ikke dy mig for at henvise til min ’stikpille’ fra 22. maj i år: Svinet kommer! hvor jeg harcelerede over mediernes sensationsprægede behandling af den truende svineinfluenzapandemi. Nu viser det sig, at denne næppe vil koste flere liv end det, vi er vant til ved influenzaepidemier. Kendte samfundsnøglepersoner flokkes om at bekendtgøre, at de ikke ønsker at lade sig vaccinere. Selv større grupper af sundhedspersoner, som f.eks. sygeplejerskerne på Rigshospitalet, har meddelt, at de ikke ønsker at lade sig injicere med kviksølv, skønt en tunmad indeholder mere kviksølv end vaccinen. Disse befolkningens rollemodeller gør det ikke lettere for de praktiserende læger at motivere risikopatienterne til at lade sig vaccinere. Var din mund, - den er fyldt med kviksølv.