Overskriften på tyrkisk skulle betyde ’sundhed for alle’ – om det gør det, ved jeg ikke – jeg har brugt en ordbog på nettet. Det kan ikke anbefales – mange ord findes overhovedet ikke. Men det kan jo blive realiteten, når lovforslaget om egenbetaling for tolk for visse grupper træder i kraft fra 2011. Patienter, der har boet i landet i syv år, kan ikke længere få tolkebistand gennem sygesikringen.
Tyrkisktalende kolleger ryster formentlig også på hovedet over den ubehjælpsomme oversættelse i overskriften, så resten af klummen bliver på dansk. Men kommer til at handle om hovedrysten.
Vi kan ryste på hovedet, når vores tyrkiske ældre patienter uden store danskkundskaber skal tale dansk, som jeg skriver tyrkisk – ryste på hovedet og samstemmende sige ‘degil anlamak‘ eller på dansk: ’ikke forstået’. Og vi kan ryste på hovedet over lovforslaget. Det er nedrigt.
Hvilke af mine patienter bliver ramt? Det ældre ægtepar med svære kroniske sygdomme – manden har diabetes og hjerteinsufficiens og får mange præparater, som tit har andre navne efter besøg i Tyrkiet. Det er noget af et udredningsarbejde for mig og tolken. De har tabt deres danske sprog i det sidste tiår, efter at de har forladt arbejdsmarkedet. For 22 år siden, da jeg startede i praksis, talte de forståeligt dansk – det havde de lært via deres arbejde.
Men når de arbejdsmæssige relationer til dansktalende forsvinder – så forsvinder det danske sprog også. Det er ikke altid lige nemt for vore ældre tyrkiske medborgere at få sociale relationer uden for arbejdsmarkedet – det bliver tit ved familien og folk med samme baggrund. Ikke et specielt tyrkisk fænomen – men nok mere almen-menneskeligt.
Men skal det stille dem ringere end andre?.
Skal de have ringere behandling af den grund?
Ja, det skal de åbenbart. Eller også skal de ingen behandling have. Når børn og børnebørn nok en gang skal fortælle om deres mor eller morfars afføringsvaner og inkontinens, foretrækker mange at holde deres helbredsmæssige problemer for sig selv. Sådan tror jeg også, andre vil have det.
Selv dansktalende patienter.
De kan selvfølgelig også købe en tolk til at komme, hver gang de skal til læge. Men det har næppe gang på jorden for en almindelig pensionist – selv ikke med ældrechecken. Det ville i øvrigt også rokke ved det grundlæggende dogme om fri og gratis adgang til sundhedsydelser – eller hed det fri og lige efter sidste revision.
Det gjorde det vist.
Men så fik vi da indført brugerbetaling og forskelsbehandling i almen praksis – vi må jo bede sekretærerne sortere patienterne, når de bestiller tid: ’Har I boet her syv år – hvis ikke, så er der ingen tolk at få’.