Det sker under devisen: Først sikrer lægen sig, at egen ryg er fri, og først derefter, at patientens luftveje er frie. For hvem ønsker at havne i Sundhedsstyrelsens ’gabestok’? For derefter at bidrage til det danske folks frokostunderholdning, udhængt på tabloidpressens forsider. Det er ikke i småtingsafdelingen, hvad der tages af overflødige prøver, og hvad der henvises til af ekstra undersøgelser, sådan for en sikkerheds skyld. Det er ikke så få lægeårsværk, der bruges på at skrive side op og side ned i journalerne, for at være dækket ind i de få tilfælde, hvor man pådrager sig en klagesag. Tidsforbruget til dette gør et gevaldigt indhug i den, i forvejen sparsomme tid, vi har til patienterne. Taberne er den danske befolkning.
Politikerne viser ikke megen forståelse for dette tiltagende problem, der er med til at forværre effekten af den voksende mangel på læger. De holder sig da heller ikke selv for gode, når det gælder ’defensive orm’. Et grotesk eksempel på dette er sagen om såkaldt nat-screening af donorblod.
For et år siden var der et tragisk eksempel på, at to patienter på Rigshospitalet blev hiv-smittet af blodtransfusioner fra den samme donor, der kort forinden var blevet smittet med hiv. Den daværende blodscreening kunne ikke opfange hiv-smitten så tidligt i forløbet. Derfor indførte man nat-screening. Den er dyr. Cirka 44 mio. kr. koster den om året. Kloge hoveder anslår, at den på ti år vil medføre, at én patient vil kunne undgå at blive hiv-smittet som recipient af donorblod.
440 mio. kr. – eller knap en halv mia. kr. – koster det at forhindre, at en patient bliver smittet af en ikke længere akut forløbende dødelig sygdom. Dette skal ses i sammenhæng med de cirka 300, der, mere eller mindre selvforskyldt, pådrager sig sygdommen om året. Hvor meget kunne der ikke forebygges ved oplysning for den halve milliard? Det kaldes medicinsk prioritering. Politikerne, der står bag denne bevilling, sikrer sig, at deres ryg er fri, og tager sig godt betalt herfor. Hvad tænker mon de omtrent 3.000 danskere, der de næste ti år forventes at pådrage sig hiv-smitten?
Sundhedsministeren har på Dansk Medicinsk Selskabs årsmøde udtalt, at det var en politisk nødvendighed. Det kan man vist godt tillade sig at kalde en blåstempling af ’defensiv politik’ og en eklatant underkendelse af danskernes evner til at vurdere urimeligheden i enkeltsags politik. Taberne er også her den danske befolkning.