Både faglige organisationer, sundhedsmyndigheder og regionerne har spillet ud med ambitiøse overvejelser og planer. I disse uger skal regeringens rådgivende udvalg endnu en gang aflevere sine overvejelser til regeringen. Det rådgivende udvalg er på en vanskelig opgave.

På den ene side skal der afsættes midler til de fleste af de nøgleprojekter, der katalyserer en forandring i fremtidens hospitalsstruktur. Derfor prioriteres det nogle gange at reservere penge til projekter, der inviterer beslutningstagere til forandringsbeslutninger. På den anden side skal regeringens midler rationeres og prioriteres. For regeringens mange milliarder når man langt – men ikke hele vejen. På den tredje side skal regionernes og specialernes ambitioner udfordres, begrænses og gøres realistiske.

Udfordringen for regeringens rådgivende udvalg er at finde balancen mellem de forskellige hensyn. På mange områder har det rådgivende udvalg udfordret regionerne, men der er næppe tvivl om, at også udvalget må erkende, at det ikke på alle områder er muligt at få tingene til at hænge sammen.

Udfordringen, for regionerne og regeringen, er at bygge et sundhedsvæsen for en fremtid, som ingen helt kender. Hvordan sikrer man, at man ikke forbygger sig – og hvordan sikrer man sig, at der ikke bliver kronisk pladsmangel og uhensigtsmæssige arbejdsgange? Spørgsmålet er dog, om regeringens rådgivende udvalg ikke presser byggeprojekterne ud over det hensigtsmæssige. I en tid med mangel på kompetent arbejdskraft handler det om at optimere arbejdskraftens produktivitet.

Nye og bedre fysiske rammer skal skabe større effektivitet. Så investeringer i dag skal være med til at frigøre ressourcer om nogle år. Samfundsøkonomiske og finanspolitiske forhold kan betyde, at der ikke er penge til alle investeringer nu. Det er forståeligt og nødvendigt med prioriteringer. Men langsigtet er det bedre nu at bygge det halve helt – frem for det hele halvt.

Regeringen og regionerne skal stå sammen om at sikre fremtidens sundhedsvæsen, og det kræver fleksibilitet – både i byggeriets udførelse, i gennemførelsestakten (f.eks. langsigtede etapeopdelinger) og finansieringsmetoderne.

En mulig løsning kunne være, hvis regering og regioner i højere grad kunne finde en form, der bygger på totaløkonomiske betragtninger – i stedet for at fokusere på en snæver kortsigtet anlægsøkonomi.