For 50 år siden var det ikke ualmindeligt, at patienter ventede i timevis på ambulante undersøgelser på hospitalerne. Mange patienter blev sat til på samme tidspunkt og ventede så, til det blev deres tur. Frustrerende for mange patienter, men for mange ansatte var det vanskeligt at se, at den praksis kunne ændres, uden at hospitalernes effektivitet faldt.

For 20 år siden var en operation næsten altid forbundet med et langt sygehusophold – og da de første forsøg med sammedagskirurgiske indgreb blev introduceret i Danmark, var der en del skepsis.

For få år siden blev den fælles akutte modtagelse introduceret. Målsætning om hurtig diagnostik og behandling – samt tværfagligt samarbejde — blev modtaget med megen skepsis. Siden er der gjort gode erfaringer, om end også dette initiativ har haft sine børnesygdomme. Fælles for de nævnte eksempler er, at de er realiseret gennem lige dele politisk ambition, faglig vilje og teknologiske fremskridt.

Nu har regeringen introduceret kravet om en diagnosegaranti inden for 30 dage – støttet af bl.a. Lægeforeningen. Der er ingen tvivl om, at diagnosegarantien er en gevinst for patienterne; alvorlige sygdomme med uklare symptomer bliver hurtigt afklaret og behandling iværksat. Og for andre betyder den hurtige diagnose afklaring og dermed normalt også mindre bekymring.

Men det bliver ikke nemt. For gennemførelsen betyder, at det typiske kliniske serielle arbejde, hvor patienten sendes fra diagnosestation til diagnosestation, skal nytænkes. Det bliver nødvendigt, at specialernes og specialafdelingernes traditionelle arbejdsmetode, hvor man næsten alene fokuserer på diagnoser inden for eget speciale, fremover skal gøres bredere. Også samspillet med den praktiserende læge bliver anderledes. I dag kommer patienten ofte tilbage til egen læge, hvis diagnosen ikke blev fundet inden for specialafdelingens område, hvorefter praktiserende læge kan forsøge en anden specialafdeling. Det bliver der ikke længere tid til. Specialafdelingen skal selv sørge for, at patienten hurtigt kommer videre til en relevant undersøgelse, formentlig ved at flere speciallæger fra forskellige (gren-)specialer arbejder sammen om udredningen. Selv om det ikke bliver nemt, er det relevant. Faglige og politiske ambitioner kan flytte meget.

Tankevækkende er det, at diagnosegaranti, FAM og ’pakker’ forsøger at løse de problemer, der er en følge af specialiseringen og den faglige og organisatoriske fokusering på grenspecialet. Vi vil ikke være foruden specialiseringens positive effekter og søger nu at lappe på problemerne.

Og måske kan nytænkningen også bruges til at forbedre indsatsen i forhold til comorbide patienter, der på en række områder opnår dårlige behandlingsresultater. De er måske også ramt af specialiseringens bieffekt.