Alt er ikke lige gennemskueligt, og noget er decideret forkert og kan i yderste fald få konsekvenser for patienterne.
Min kollega havde en patient, der fik en malign diagnose, som der på ingen måde var belæg for – det krævede en del sekretærarbejde at få det ændret.
Jeg havde selv en patient, der efter et ildebefindende i sommerhuset blev indlagt – mundvigen havde vist hængt lidt, men hvor længe?
Da han blev udskrevet efter et par døgn – blankt laboratorieskema og normal ct-scanning — var det med diagnosen apoplexia cerebri og diabetes mellitus med nyrekomplikationer. Efter flere brevvekslinger fik vi dog slettet den sidste diagnose – måske havde han fået et glucosedrop ved indlæggelsen, der havde medført et forhøjet blodsukker – vi ved det ikke.
Diabetes havde eller har han ikke og sequelae efter sin non-ct apopleksi har han da heldigvis heller ikke her flere år efter. Men det er godt, at han ikke skulle tegne forsikringer i perioden.
I den mere kuriøse ende har vi en elskelig ældre dame med svær kol, der efter sidste ambulante besøg fik påhæftet diagnosen ’seksuelt overført sygdom’. Godt nok er hun som sagt elskelig – men alligevel rækker vores fantasi ikke rigtig til at forstå, hvad der er sket. Hun havde fået zitromax for en luftvejsinfektion, så måske har man placeret clamydierne det forkerte sted i diagnosekodningen.
Man kan tolke det som sjusk, eller man kan tolke det som økonomisk diagnoseregistrering – under alle omstændigheder er det et fænomen, der er dukket op i stigende grad efter indførelse af drg-systemet. Derfor er det ekstra interessant i påskenummeret af Dagens Medicin at læse direktør i Danske Regioner, Per Okkels’, meget direkte kritik af systemet – en kritik, der bliver fulgt op på lederplads.
Den enkle sandhed er jo, at når man laver sundhedsvæsenet til en markedsplads og bruger de mekanismer, der hører til der – ja, så sker der noget. Og det er jo også meningen – hvis det bare var det rigtige, der skete. Og det skulle jo være at få mest og bedst muligt for pengene.
Men et marked hvor kunderne – patienterne – ikke selv betaler, men sender regningen videre til et politisk-økonomisk system, der også skal genvælges, er ikke noget typisk marked.
I primærsektoren – nærmere bestemt almen praksis – har vi erfaringer. Det er et meget mindre og på mange måder meget enklere system, så det kan være uretfærdigt at sammenligne.
Men alligevel, gennem mange år er alle praksis hvert år blevet underkastet en revision, hvor man gennemgår ydelsesmønstre – sammenligner praksis, piller afvigere ud, og hvis de ikke kan forklare sig på en fornuftig måde, er der sanktioner.
Det var måske et sted at hente inspiration, når sy-stemet skal nytænkes.