Grundlæggende overvejelser om det danske sundhedsvæsen rykkede ind på den politiske dagsorden med forliget om nedlæggelsen af regionerne. Samtidig blev de politiske forudsætninger for beslutningen beskrevet som en del af rammerne for et udvalgsarbejde, der skal forberede en eventuel endelig politisk beslutning.
Men der er andre spørgsmål om sundhedsvæsenet, der kunne komme ind på valgscenen – fordi de indeholder den blanding af fag og holdning, der gør, at de er sundhedspolitiske spørgsmål.
Skal vi vedholdende og målbevidst arbejde på at fremme den livsstil, der vil bringe hyppigheden af sygelighed i Danmark på niveau med andre lande: gennem kampagner og holdninger, gennem strukturer, gennem afgifter og gennem forbud? Er det godt, at rygere kan forlade deres praktiserende læge uden at blive mindet om, at rygeophør er vigtigt for at sikre et godt helbred? Vi insisterer på god trafikkultur gennem kampagner, chikaner, forbud og kontrol – men selvom rygning er skyld i endnu flere dødsfald, har vi ikke samme intensitet i vores indsats, når det drejer sig om sundhed.
Bør vi i højere grad fastholde, at det er rigtigt og vigtigt, når vi anbefaler vaccinationer, når vi anbefaler forebyggende undersøgelser, når vi tilbyder screeninger? Bør vi sikre, at udeblivelser ikke skyldes forglemmelser og fortrængninger – bør fravalg ikke være ’et informeret samtykke’? Og burde vi ikke kunne forvente, at den praktiserende læge tog ansvar for sine patienters deltagelse og eventuelle bevidste fravalg?
Når flere patienter fremover skal modtage specialiseret behandling i eget hjem – hvordan sikrer vi så, at behandlingsprincipperne er ens og arbejdsdelingen er effektiv mellem hospitaler, praktiserende læger og hjemmesygepleje og genoptræning.
På hospitalet er der ikke nogen dedikeret læge, der har ansvaret for behandlingen af patienten. Hos de praktiserende læger er der ingen, der kan indgå forpligtende aftaler på vegne af kolleger. Hjemmesygeplejen vil ikke nødvendigvis arbejde efter samme princip som nabokommunen eller efter samme princip som specialafdelingen. Og den specifikke og detaljerede genoptræningsplan fra specialisten på hospitalet kan uden konsekvenser for andre end patienten ændres af en kommunal sagsbehandler til fysioterapi to gange ugentligt i seks uger.
Hvordan kan vi få en insisteren på, at kvalitet og patientsikkerhed er mål, der skal realiseres? Hvorfor insisterer vi ikke på at få dokumentation for, hvorfor det danske sundhedsvæsen på områder klarer sig dårligere end i de nordiske lande?
Hvordan sikrer vi korte ventetider inden for f.eks. ortopædien – uden at vi overbehandler patienterne? Indikation for behandling er kun mindstekravet for, at behandling kan være god.
Skal den lige adgang for alle til sundhedsydelser erstattes med et mål om lige stor gavn for alle af sundhedsvæsenet?
Spørgsmålene er som nævnt faglige og politiske. Måske bliver svarene en del af sundhedspolitikken.