Og alligevel fortæller patienter med oplevelser fra forskellige sygdomsscenarier, at netop det at have en psykisk sygdom er mere ubærligt og lidelsesfuldt end andre sygdomme. En svær depression er i særlig grad fulgt af en sådan smerte og lidelse, at tanken om at gøre en ende på livet trænger sig på.

Mange professionelle kræfter bruges på at lindre og hjælpe psykisk syge til et selvstændigt og anstændigt liv. ’At lægge liv til årene’, hedder det også, når man ikke kan helbrede. Men tiden er til at vende kikkerten, så der også bliver tale om ’at lægge år til livet’.

Hold nu fast: Psykisk syge lever gennemsnitligt 20 år kortere end befolkningen i almindelighed. Det gælder i hvert tilfælde de mange, der har været behandlet af psykiatrien på et tidspunkt i deres liv. Vi tager den lige igen: TYVE ÅR. Forestil jer den opstand blandt politikere, videnskabelige selskaber, medier etc., hvis det drejede sig om en hvilken som helst somatisk sygdom. Her taler vi imidlertid om store sygdomme, der er samlet under betegnelsen psykiske sygdomme, og hvoraf nogle som f.eks. depression og angst har karakter af folkesygdomme.

Overdødeligheden følger af den øgede hyppighed af somatiske sygdomme, og dødeligheden kan ikke reserveres til kun få diagnostiske grupper eller alene tilskrives selvmord. Ingen kender den nøjagtige årsagssammenhæng; men de indlysende muligheder er, at mennesker med psykiske sygdomme enten har en øget hyppighed af samtidig somatisk sygdom; at de somatiske sygdomme først identificeres sent eller slet ikke; at den psykiatriske behandling er (somatisk) sygdomsfremkaldende; eller at den somatiske sygdomsbehandling er utilstrækkelig. - Indtil videre begrænser forskningsindsatsen sig til excellent registerforskning, der kan fortælle, at det står værre til i Danmark end hos vores nordiske naboer. Men hvor er interventionsforskningen?

To mulige bidragsydere til somatisk sygdom springer i øjnene: 1. Mange psykisk syge har en usund livsstil, hvor ikke mindst tobaksforbruget er voldsomt. Problemet angribes imidlertid ikke, men accepteres ofte som en trøst for den psykiske sygdom, og 2. Diagnosticeringen af somatisk sygdom er mangelfuld i hele sundhedsvæsenet. Psykisk sygdom beskytter jo ikke mod somatisk sygdom, tvært om. Men alle kroge af sundhedsvæsenet har svært ved at håndtere den hyppige forekomst af somatisk sygdom blandt psykisk syge.

Derfor et lille opråb: 1. Identificer rygning blandt psykisk syge som et alarmerende faretegn og kræv, at personalet er rollemodel mht. rygestop, og 2. Få aktiveret psykiatri og somatik, så de sammen udarbejder udrednings- og behandlingsprogrammer for de store psykiske sygdomme. Selv med få midler kan man forebygge megen død og pine.

Cheflæge, dr.med., Psykiatri og Social, Region Midtjylland