Sådan er prioriteringsdebatten om sundhedsvæsenet startet. Og den er fortsat med eksempler på, at patienter får ineffektiv medicin eller i værste fald medicin med så mange bivirkninger, at behandlingen må anses for skadelig.
Historierne er også illustreret med ledende læger, der kritiserer, at patienter indlægges fra plejehjem til behandling for deres kræft eller anden alvorlig sygdom.
Prioriteringsdebatten er dermed blevet et besynderligt miks af selvfølgeligheder og uhyrligheder. Det er en selvfølgelighed, at patienter ikke bør behandles, hvis behandlingen skader patienten. Det er også en selvfølgelighed, at aftaler om behandling eller ikke behandling træffes sammen med patienten.
Det er en uhyrlighed, hvis plejehjem eller ej, ung eller gammel, terminal syg eller ej i sig selv gøres til et kriterium for behandling eller ej. Det er meget overraskende at høre læger lancere den slags argumenter. Det afgørende er – og bør være – om behandlingen gavner patienten.
Når patienten skal rådes af lægen om den rette behandling, er det afgørende, at patienten har tillid til lægen. Hvis patienten tror, at lægens råd afhænger af afdelingens truende underskud eller af lægens vurdering af, om patienten er for gammel, eller lignende irrelevante forhold, så mister patienten tilliden til lægen. Og når patientens tillid er væk, vokser presset på sundhedsvæsenet. Et pres for mere second opinion, bedre klageadgange og flere rettigheder. Derfor må prioriteringsdebatten ikke involvere forholdet mellem læge og patient.
Det er muligt, der ikke er råd til det hele. Men inden vi for alvor kaster os ud i at sige nej til effektive behandlinger, bør vi sikre os, at vi har indstillet de ineffektive behandlinger. Kontrolbesøg, medicineringer, gentagne undersøgelser m.v.
Og hvis der skal prioriteres, så kan prioriteringen ikke foretages af et teknokratisk råd. Der er antagelig forskel på en QUALY leveret af en lægebil i Lemvig sammenlignet med en QUALY leveret af en lykkepille i Hørsholm.
Når bl.a. økonomer giver kræftpatienterne skylden for ulækre toiletter på skolerne – og argumenterer for, at vi ikke har råd til den bedste behandling — så åbnes der op for utryghed og mindre tillid til velfærdssamfundet. Vores dilemma er, at betalingsviljen for et godt sundhedssystem er meget stor – samtidig med at flere tvivler på, at skattesystemet kan klare finansieringskravet.
Hvis ikke det lykkes at løse prioriteringsdilemmaet uden uhyrlige løsninger, vil de fleste fremover forsikre sig mod, at andre afgør, om man selv skal have den bedste medicin den dag, man måtte blive alvorligt syg. Og så får de fleste fortsat den bedste behandling, undtagen de svageste – og dermed er en af grundpillerne i velfærdssamfundet faldet.