I den kommende tid vil det udvidede frie valg givetvis komme til at fylde en hel del i debatten igen. Nu gælder det Rigsrevisionens gennemgang af ordningen. Først når rapporten offentliggøres i sin helhed, kan konklusionerne debatteres i denne sammenhæng.
Imidlertid kan der være grund til at understrege, at der er vigtige forhold ved det udvidede frie valg, som bør overvejes – forhold, som ikke er argumenter for og imod private klinikker. Den afgørende problemstilling er, om sundhedsvæsenet skal drives effektivt, hvilket normalt vil betyde, at man skal søge at få mest mulig sundhed ud af de ressourcer, der stilles til rådighed. Eller om sundhedsvæsenet skal drives, så det i størst muligt omfang imødekommer det umiddelbare behov hos borgere for behandling.
I mange år har fokus været på et produktivitetsperspektiv, hvor flere indlæggelser, operationer og drg-aktivitet betragtes som bedre end mindre aktivitet ved samme udgiftsniveau. Men vi ved godt, at ambulante besøg eller indlæggelser af personer, der næsten ikke fejler noget, har meget lille effekt for patienterne – men det tæller godt i produktivitet.
For en række år siden var Sundhedsstyrelsen aktiv omkring sammenligninger af behandlingsfrekvenser. F.eks. kom det frem, at et hospital relativt hyppigt behandlede kvinder for blødningsforstyrrelser ved at fjerne livmoderen. Et andet hospital brugte kompetence og tid på at overbevise kvinderne om fordelene ved at undlade operationen. Der er næppe nogen tvivl om, at første hospital fremstod som mere produktivt – men mange var vist overbevist om, at det andet hospital var mere effektivt.
Tilsvarende ved vi, at der er patienter, som ikke har gavn af deres behandling eller undersøgelse. Det drejer sig både om patienter, der gør brug af det udvidede frie valg og får behandlet tilstande, som ellers ville være gået i sig selv igen. Men det gælder også for rutineundersøgelser på offentlige hospitaler. Heldigvis er nogle af de rutinemæssige ambulante besøg ved at blive afløst af behovsbestemte ambulante besøg. Og behovet er ikke afdelingens behov for aktivitet – men patientens eller praktiserende læges behov for at få afklaret en problemstilling.
Når det udvidede frie valg bør medvirke til en sundhedsdebat, handler det altså ikke om private klinikker. Det handler om, at vi skal være mere kritiske over for, om flere behandlinger og kortere ventetid er forbedringer for patienterne. Og om vi har råd til at fortsætte den ydelsesfokuserede tilgang til sundhedsvæsenet.
Måske skulle vi spørge patienterne, om den ydelse, de har modtaget, gjorde en forskel. Det ved de naturligvis ikke altid. Men det er tankevækkende, at ikke ret mange patienter har givet udtryk for utilfredshed med, at det udvidede frie valg var suspenderet, når de samtidig fik oplevelsen af, at ventetiden var forsvarlig og betinget af et samlet hensyn til patienterne.