»Aftaleparterne er endvidere enige om, at den overordnede sygehusstruktur med placeringen af de fremtidige akutsygehuse ligger fast, og at der hermed er sket en fremtidssikring af den danske sygehusstruktur.«
Måske er det den vigtigste del af ’Aftalen om sundhed’, som regeringen, Dansk Folkeparti og Pia Christmas-Møller indgik i sidste uge. Forhåbentlig kan den del af aftalen sikre den brede politiske opbakning og dermed sikre regionerne mere ro til at få sygehusplanerne realiseret på en god måde.
Aftalen er herudover en blanding af intention, mål og anvisning på, hvordan regionerne skal ordne sundhedsvæsenet. Det er helt nødvendigt, at der stilles politiske krav til – og mål for – et offentligt sundhedsvæsen. Men de seneste år har budt på en række initiativer, hvor sundhedsvæsenet reguleres i detaljer og i procenter. Spørgsmålene er, om vi nærmer os en grænse for, hvor mange krav der kan stilles – og specielt hvor detaljerede kravene kan være – hvis de skal imødekommes.
Man skal huske, at de stort set alle – kravene, intentionerne og de ændrede vilkår — ender på afdelingssygeplejerskens bord. Det er hende, der i sidste ende skal få personalet til at omsætte dem til handling og effekt på de enkelte hospitalsafsnit.
Hvis man gennemgår de mange nye ting, der skal være i afdelingssygeplejerskens fokus, vil man formentlig nå til det skræmmende resultat, at det ikke er realistisk at nå det forudsatte – og i hvert fald er det ikke muligt at have fokus på alle initiativerne samtidig. Resultatet er, at afdelingssygeplejersken er nødt til at prioritere.
Det ledelsesmæssige ’overload’ kan være en stor del af forklaringen på, at sundhedsvæsenet ikke når de ønskede mål. Og det ledelsesmæssige ’overload’ skabes ikke kun af opgaverne – det skabes også, når afstanden mellem udfører og bestiller bliver for stor. Og afstanden er øget i de seneste år. Både fordi flere bestillinger kommer fra Slotsholmen. Men afstanden er også blevet større, fordi hospitalerne som ledelses-mæssige konstruktioner er blevet mere komplekse. Hospitalsledelsen er typisk blevet sværere tilgængelig – det er sværere at få udlagt og forstå teksten.
En god hospitalsledelse kendes på, at den altid overvejer, hvordan den bedst hjælper afdelingssygeplejersken (og de øvrige ledere) med at løse opgaven. Og nogle af de succesrige hospitalsledelser siger selv, at de har haft succes, fordi de bevidst har skærmet hospitalets ledere mod forstyrrelser udefra.
Måske var det en overvejelse værd, om regionerne og regeringen ved dette års økonomiaftale overvejede, hvordan man bedst hjalp afdelingssygeplejersken – f.eks. ved at samle sig om nogle ganske få, ganske tydelige og fagligt meningsfyldte mål, som skulle realiseres. Mål, som både regioner og regering var så indædte på skulle realiseres, at der var en konsekvent og fast opfølgning på målene. Det ville være en fremtidssikring af sundhedsvæsenet.