Kvalitet er selvsagt ikke et nyt fænomen i sundhedsvæsenet, og alligevel taler man mere om det i dag end tidligere.
Nok ikke, fordi kvaliteten er dårligere eller truet i forhold til tidligere; men fordi man fra mange sider stiller krav om højere kvalitet og en tydeligere dokumentation. Man kan også formulere det således, at kvalitet mere tydeligt end tidligere er sundhedsvæsenets reelle og eneste eksistensberettigelse.
Den Danske Kvalitetsmodel (DDKM) udgør en del af den nationale strategi for kvalitetsudvikling. Kvalitet er således andet end DDKM, der sammen med takstfinansiering, behandlingsgaranti og lignende størrelser risikerer at overhale og trumfe den faglige vurdering som det vigtigste i klinisk hverdag. Få, hvis nogen overhovedet, kan have indvendinger imod hensigterne bag DDKM. Den største opgave er først og fremmest at sikre opbakning og plads i en travl hverdag, hvor to forskellige ledelses- og styringsfilosofier risikerer at støde sammen: det lokale og fagprofessionelle ønske om at påvirke kvaliteten i eget arbejde kontra en centralt igangsat og styret akkrediteringsproces.
Som en organisation, der netop har gennemgået akkreditering, er det derfor relevant at spørge: Kom der så noget ud af det, eller havde de ret, de mange, der undervejs ønskede DDKM hen, hvor peberet gror?
Lad mig sige det ligeud: Det har været et kæmpe arbejde at forberede sig. Hvordan forbereder man sig f.eks. på følgende spørgsmål: Hvor er kvalitetspolitikken, der fastlægger rammerne for kvalitets- og risikostyring? Er kvalitetsorganisationen på plads, både lokalt og overordnet? Dokumenterer og monitorerer man i dagligdagen i overensstemmelse med nationalt, regionalt og lokalt fastlagte krav? Og hvis man ikke er i hus med at efterleve de formulerede krav, har vi så en plan/planer for, hvad der skal gøres? Og er der efterfølgende sket en prioritering og kommunikation af handleplanerne, så ikke bare kvalitetsentusiaster og ansvarlige ledere er fortrolige med arbejdet, men også den nattevagt, der kun møder på arbejde hver anden uge?
Jeg har været hele turen igennem. I starten, hvor jeg forgæves søgte efter rummet for faktabaseret dialog, uddelegering og inddragelse; elementer, der vanligvis fremmer både arbejdsglæde og resultater. I mellemfasen, hvor jeg ærgerlig måtte registrere, at de interne surveys afslørede graverende forskelle og mangler. Og en slutfase, hvor jeg så frem til at få akkrediteringen overstået, så vi kunne lære af vores mangler og så for øvrigt bare komme videre med kvalitetsarbejdet, der nu var løftet op til samme seriøse niveau som arbejdet med at holde budgetterne.
Som reserveret og forbeholden konvertit må jeg konstatere, at i konfrontationen mellem den centrale kontrol og den lokale tillid vandt kontrollen. Kvaliteten blev nemlig bedret betragteligt inden for kort tid; og det er det vigtigste.