Der er noget råddent ved lægelig rådgivning i det danske sundhedsvæsen. For år tilbage oplevede man i det politiske rum, at lægelig rådgivning skulle tages med et kilo salt. Rådene var ofte subjektive og beroende på, hvilken afdeling eller sygehus den adspurgte var ansat på, eller hvilket speciale vedkommende tilhørte. Det havde den pittoreske effekt, at vi i almen praksis blev taget med på råd om forhold vedrørende sygehusvæsenet. Ikke fordi vi var specielt indsigtsfulde, men fordi vi blev opfattet som objektive eller neutrale.
Der forekommer fortsat sporadiske tilfælde, hvor en læge forfægter lokalpatriotiske synspunkter på bekostning af lægefagligheden, men nu opfattes sådanne situationer som gennemskuelige, patetiske, grænsende til det latterlige. Det stråtækte sygehus er blevet for brandfarligt til fortsat bevarelse. Men det generelle indtryk er, at der er betydeligt større tillid til lægelig rådgivning i dag, end der var i fordums tid.
På den baggrund synes det bemærkelsesværdigt, at det – når Det Nationale Råd for Lægers videreuddannelse kommer med en entydig anbefaling af, at turnusuddannelsen fortsat bør være på 18 måneder, heraf 6 måneder i almen praksis – så ender med, at sundhedsministeren dekreterer, at turnus fremover skal være på 12 måneder, og at de 6 måneder i almen praksis ikke længere skal være obligatoriske.
Det Nationale Råd er rådgiver for Sundhedsstyrelsen vedrørende forhold om lægers videreuddannelse. Det er bredt sammensat med repræsentation fra sygehusejerne, Lægeforeningen og dens søjler, inklusive Yngre Læger, de videnskabelige selskaber, de lægevidenskabelige fakulteter, Sundhedsministeriet og Sundhedsstyrelsen. Det er et forum af særdeles kompetente repræsentanter for det samlede danske sundhedsvæsen, der må føle sig desavoueret (læs: røvrendt!), og det blot fordi yngre lægers formand laver en lokumsaftale med sundhedsministeren. Undskyld de latrinære udtryk, men de presser sig på, når jeg skal udtrykke min foragt. Med den massive modstand, der udvises fra yngre læger og medicinstuderende mod de nye videreuddannelsesregler inklusive fireårsfristen for specialevalg, kan en sådan enegang næppe skyldes egne medlemmers interesse. Man kan så glæde sig over Lægeforeningens seks års funktionstidsbegrænsning, som sikrer, at alt har en ende.
De, der ikke får kendskab til almen praksis i turnus, vil fremover have vanskeligere ved at tænke tværsektorielt og sikre gode sammenhængende patientforløb. Rekrutteringsgrundlaget til almen praksis svækkes. Det sidste 18-måneders turnushold og det første 12-måneders bliver færdige samtidig og kommer virkelig til at kæmpe om introduktionsstillinger og efterfølgende uddannelsesstillinger. De, der ikke når at påbegynde deres ønskespeciale inden fristens udløb, vil for en dels vedkommende tage til udlandet for at få deres specialeuddannelse og risikerer at gå tabt for det danske sundhedsvæsen. Det er ikke befordrende for den skrantende rekrutteringssituation.
Man har dårligt råd til at negligere gode råd.