Sundhedsminister Bertel Haarder er en rigtig lurendrejer.
Det demonstrerede han for et par uger siden i TV-Avisen. I et indslag, der beskæftigede sig med ’spøgelsespatienter’, dvs. patienter, der ikke har et sygesikringskort med ’egen læge’ påført, fordi der ikke er en ledig praktiserende læge i det område, de bor i. Den skæbne er der et stigende antal tusinder af danske borgere, der lider, og det på trods af at alle danskere har en lovmæssig ret til en praktiserende læge. Bertel Haarder viste stolt sit eget sygesikringskort frem på skærmen, så disse kortløse patienter kunne se, hvordan det ser ud.
Ifølge Den Danske Ordbog betyder lurendrejer en gavtyv eller en, der synes, at noget er sjovt. Bertel Haarder var da også iført sit mest charmerende drengede smil, der dog ikke syntes at nå op til hans næsten hypnotiske, diabolske øjne. Han havde løsningen på problemet: Der skulle bygges store moderne lægehuse, og her skulle regionerne være ’fødselshjælpere’. Han antydede, at der snart skulle fordeles en halv mia. kr. til det akutte beredskab i udkantsdanmark, og at der måske ville være nogle millioner til dette formål. Det, vil jeg påstå, vil forslå som én haute couture-skrædder til et hofbal.
I indslaget blev fremhævet det gode eksempel: I Næstved er 12 praktiserende læger for nylig flyttet ind i deres nyopførte prægtige lægehus. Det har tiltrukket et par nye kolleger, og 3.000
lægeløse patienter har igen fået deres egen læge. Hvad man uklædeligt undlod, var at kreditere syv af lægerne for, at de har satset hele butikken med en økonomisk investering i 50 millioner kroners klassen. Region Sjælland har, vanen tro, været totalt ignorant over for sit ansvar for, at alle regionens borgere har en praktiserende læge. Her kommer Den Danske Ordbogs anden betydning af ordet ’lurendrejer’ i aktivitet: En bedragerisk og upålidelig person.
Er problemet med mangel på praktiserende læger pludselig faldet ned fra himlen som islandsk vulkansk aske? Svaret er et rungende nej! Da jeg, som nyvalgt bestyrelsesmedlem i PLO, for 14 år siden blev præsenteret for en deprimerende prognose om den truende lægemangel, startede en vedholdende information af den til enhver tid siddende sundhedsminister om det uafvendelige problem, vi nu oplever konsekvensen af. Antallet af uddannelsesstillinger i almen medicin er blevet fordoblet, men den helt nødvendige fastholdelse af ældre praktiserende læger i aktivitet i nogle år mere inden pensionering er, stort set, forsømt.
Jeg kan ikke sige mig fri for en snert af skadefryd over, at sundhedsminister Bertel Haarder nu sidder med ’ekskrementet’, da han selv som undervisningsminister i 80’erne reducerede indtaget af medicinstuderende og dermed lagde kimen til den aktuelle mangel på praktiserende læger.