Når den praktiserende læge træder i karakter som patientens egen læge, indebærer det mange værdifulde muligheder for patienten, bedre muligheder for et sammenhængende sundhedsvæsen og bedre muligheder for lægens effektive indsats.
Men den praktiserende læge kan ikke være patientens læge, når patienten er under behandling på hospitalet. Og selvom patienten på hospitalet ofte er alvorligt syg og stærkt afhængig af sammenhængende behandling – så er det for ofte uklart for patienten, hvilken hospitalsansat læge der egentlig har ansvaret for en sammenhængende behandling af patienten på afdelingen.
Tilsvarende er det heller ikke altid helt klart for den enkelte hospitalsansatte læge, hvilke patienter hun har ansvaret for. Naturligvis vil forskellige hospitalslæger være involveret i forskellige episoder under behandlingen af patienten. Og ingen er i tvivl om, at den enkelte læge både er – og føler sig – ansvarlig for den episode, som lægen netop har været involveret i.
Men hvem har ansvaret for forløbet for patienten på afdelingen? Og hvem har ansvaret for den relevante lægelige overlevering og tilbagemelding til næste led i behandlingskæden? Og hvilken hospitalslæge træder i karakter over for patienten som patientens egen læge?
Selvfølgelig er der afdelinger, der har organiseret arbejdet, så der ikke er tvivl. Så én læge træder i karakter og er gennemgående over for patienten – uden at man af den grund mister muligheden for at inddrage andre læger i behandlingen. Men flere steder oplever patienten, at der ikke er nogen læge, der træder i karakter som patientens læge.
Dermed er der lagt en kim til usikkerhed og utryghed hos patienten. Der er lagt et solidt grundlag for frustration og utilfredshed hos hospitalslægerne, der i realiteten går fra at være nogle patienters læge til at være læge i nogle episoder. Og når ingen hospitalslæge har det konkrete ansvar for patienten, så bliver det endnu vanskeligere at etablere et samarbejde med den praktiserende læge.
Forløbskoordinatorer, kontaktpersonordninger og case manager er nok nyttige tiltag – men udspringer bl.a. af politisk frustration over den manglende klarhed over, hvem patienten kan holde sig til. Hvis vi vendte sagen lidt på hovedet og spurgte: Hvad skal der til, for at den enkelte patient kan få sin egen læge på hospitalet – og hvad skal der til, for at lægen kan løfte dette ansvar? så vil forløbskoordinatorer, kontaktpersonordninger og/eller case manager formentlig blive en del af løsningen – ikke som en løsning i sig selv, men som en understøttelse af lægens arbejde med at løse opgaven.
Realisering af et mål om egen læge på hospitalsafdelingen er ikke lige nemt alle steder. Men spørgsmålet er, om det er rimeligt, at vi ikke realiserer målet, når der tilsyneladende både er bedre kvalitet, bedre økonomi og større tilfredshed hos patienten og lægen forbundet med realiseringen.