Når den praktiserende læge træder i karakter som patientens egen læge, indebærer det mange værdifulde muligheder for patienten, bedre muligheder for et sammenhængende sundhedsvæsen og bedre muligheder for lægens effektive indsats. Men den praktiserende læge kan ikke være patientens læge, når patienten er under behandling på hospitalet. Og selvom patienten på hospitalet ofte er alvorligt syg og stærkt afhængig af sammenhængende behandling – så er det for ofte uklart for patienten, hvilken hospitalsansat læge der egentlig har ansvaret for en...