Al magt til det arbejdende folk – al sundhed til det arbejdende folk.
Det lyder næsten som en parole fra meget gamle dage, da befolkningen var delt op i adskilte grupper eller klasser.
Men det er i virkeligheden et standpunkt, som er helt fremherskende i dagens Danmark – i hvert fald når vi taler om sundhedsydelser. Men er der nogen partier, der melder det ud som sundhedspolitisk standpunkt? De står ikke i kø – nogle måske, fordi de ikke har opdaget det – andre, fordi de er helt klar over, hvor kontroversielt det ville være i et samfund, der er præget af lighedstankegang – specielt inden for sundhedssektoren.
Efterlønnens afskaffelse ville være en krusning på vandet i forhold til den storm, der kunne rejse sig, hvis det blev meldt klart ud.
Men det er en realitet, at vi er ved at prioritere sundhedsydelser til de mennesker, der er i arbejde, frem for til dem, der trænger mest ud fra en fagligt stringent vurdering.
Man kan ikke diskutere, om vi går den vej, for døren er på vid gab til at gå ud ad de stier, og i dagligdagen oplever vi det jævnligt. Sundhedsforsikringerne, som vi støder på hver dag i almen praksis, er jo udelukkende reserveret til patienter i arbejde – det er jo desværre et mindretal af befolkningen, men dog et betragteligt stort mindretal. Vist snart en million.
Så er der jo også den del af befolkningen, der i tide – inden de blev syge – har tegnet en privat forsikring i Sygeforsikringen Danmark. Det er et endnu større mindretal på over to millioner. Den type forsikring har ikke den samme politiske bevågenhed – fradragsberettiget er den jo ikke – men alligevel.
Tilbage har vi så den gruppe, der ikke er på arbejdsmarkedet og er syge – det er jo en meget kort og koncis beskrivelse af kerneklientellet i en almen praksis. De kan hverken få den ene eller anden forsikring – men må sætte deres lid til vores sundhedssystem i verdensklasse.
Det leverer vi så – så godt vi nu kan i samarbejde med vores kolleger i den øvrige del af sundhedssektoren. Men at befolkningen er ved at dele sig i et A- og et B-hold, er både læger og patienter helt klar over. Ved politikerne det?
Måske, men så tæt på et valg er der ingen, der tør stå ved synspunktet, selv om politiske forbilleder i andre vestlige lande jo ikke er blege for det.
Her er synspunktet mere legitimt og får stor opbakning blandt tedrikkende vælgere.
Men det er jo ikke vores nationaldrik.
En modifikation kunne jo være, at alle typer sundhedsforsikringer blev fradragsberettigede – også dem i Sygeforsikringen Danmark. Og at alle skulle kunne tegne en forsikring – også de syge.
Et ledigt standpunkt.
Det ville kræve lovgivning og nok også nogle nye politikere, så hvem ved – måske får vi alligevel både et A- og et B-hold i den bedste række.