Her til lands anser man det for uværdigt at holde et døende menneske i live, når alle behandlingsmuligheder er udtømte. Patienten har krav på en værdig død og kan afvise enhver form for behandling. En læge kan også indstille den livsforlængende behandling, hvis patienten på grund af sin tilstand ikke selv kan tage stilling. Derimod accepterer vi ikke, at lægen hjælper patienten på vej ved at give aktiv dødshjælp.
Grænsen mellem aktiv og passiv dødshjælp er indarbejdet som en etisk markør i vores bevidsthed til trods for, at det kan volde besvær at forklare, hvorfor det ene er mere acceptabelt end det andet. I praksis viser det sig da også, at det kan være svært at skelne, om man befinder sig på den rigtige eller forkerte side i det etiske og juridiske grænseland. Lad mig give et par eksempler:
Patienter kan kræve, at en iværksat behandling afbrydes, og bortset fra de særlige forhold inden for psykiatrien vil det være ulovlig tvang at fortsætte behandlingen mod patientens ønske. Dette gælder dog ikke, hvis afbrydelsen fører til patientens umiddelbare død. Så er der nemlig tale om ’drab efter begæring’, som er strafbart ifølge straffeloven. Lægen må således ikke afbryde en livsnødvendig behandling, hvis det betyder, at patienten dør i umiddelbar forlængelse heraf. Der er tale om en juridisk mærkværdig situation, hvor det på den ene side er i strid med loven at fortsætte behandlingen mod patientens ønske, mens det på den anden side også er ulovligt at afbryde den.
Det sker også, at der opstår ’følgesygdomme’ for patienter, som er døende eller ’varigt vegetative’, dvs. varigt ude af stand til at tage vare på sig selv. Det kan være et pludseligt hjertestop eller en lungebetændelse. Hvis disse følgesygdomme ikke behandles, vil patienten dø. Jeg hører af og til om afdelinger, som følger den praksis ikke at genoplive efter hjertestop eller undlade at behandle en lungebetændelse, da det forekommer meningsløst at forlænge livet for denne patientgruppe. Det er imidlertid tvivlsomt, om dette ud fra en juridisk betragtning er i orden. Hvis patientens hjerte kan bringes i slag eller lungebetændelsen bekæmpes, undlader man jo at give patienten en behandling, som rent faktisk har en kurativ funktion. Generelt er der i øvrigt usikkerhed om lægers kompetence til at afbryde og undlade at iværksætte behandling af varigt vegetative patienter.
Når jeg bliver bedt om at klargøre de juridiske rammer for sådanne grænsetilfælde, må jeg normalt melde pas. Der er desværre ikke klare svar, fordi Folketinget har forsømt at kridte banen op. Hermed overlader man det til sundhedspersonalet at navigere i det etiske grænseland med risikoen for straf hængende over hovedet. Spørgsmålet er, om dette er acceptabelt?