Det skulle være så sundt – så sundt, at Jacob Haugaard engang i sin valgkampagne til Folketinget foreslog, at man skulle reservere det til de syge.
At det sjældent medfører øget sundhed at stå uden for arbejdsmarkedet, er et anerkendt synspunkt. Det er derfor med spænding, man kan se frem til udmøntningen af regeringens lovforslag om tilkendelse af førtidspensioner.
Formålet er at reducere antallet betragteligt – både for samfundsøkonomiens skyld og for at leve op til Haugaards berømte slogan om det sunde i at arbejde.
Selv om det kun er i et meget begrænset omfang.
Hvordan det konkret skrues sammen, og hvordan de enkelte lægegruppers roller skal være, er endnu ikke afklaret, men det skal hilses velkommen, at der kommer fokus på området, og der bliver tilført ressourcer – det skulle gerne vise sig som en god investering.
Men ikke alt arbejde fører til sundhed – alle praktiserende læger ser jævnligt patienter, der må sygemeldes på grund af en arbejdsbetinget lidelse. Før i tiden var det primært bevægeapparatet, der måtte holde for, men i et funktionærområde som det, jeg arbejder i, er det altoverskyggende problem det psykiske arbejdsmiljø.
Der går ikke en uge, hvor der ikke sidder en patient over for mig, der fortæller om problemer på arbejdspladsen – hyppigst handler det om, at arbejdstidens omfang slet ikke matcher opgavernes – ledelsen mangler forståelse og presser på for at få tingene gjort, og til sidst er patienten blevet presset så hårdt, at hun kommer til os med fysiske og psykiske symptomer: hjertebanken, søvnløshed, indre uro m.m.
Hvad sker der så – patienten bliver sygemeldt i en kortere periode – arbejdspladsen bliver gjort opmærksom på problemerne enten direkte af patienten eller via en lægeerklæring. Ikke sjældent er problemerne så tilspidsede, at den eneste løsning er, at ansættelsen må ophøre, og den ansatte får så som hovedregel det råd fra sin faglige organisation, at hun for alt i verden ikke selv skal sige op. Forståeligt nok – men en gang imellem låser det patienterne i en sygerolle, de ikke kan komme ud af, før der er gået seks måneder. Hvis de raskmeldes – og fraværet fra arbejdspladsen betyder ofte en bedring – skal de tilbage igen til forhold, der måske ikke er ændret. Det ville være bedre at fritstille medarbejderen, men mange arbejdspladser ser en fordel i at lade medarbejderen gå sygemeldt – så betaler kommunen jo for sygedagpengene efter fire uger. Men medarbejderen forhindres i at komme videre i sit arbejdsliv – at søge job som sygemeldt går jo ikke.
Lægen sidder som en lus mellem to negle – for patienten skal jo raskmeldes, når hun er rask. Men at vende tilbage til jobbet gør måske patienten syg igen, og arbejdspladsen er tit helst fri for at se vedkommende. Taberen er den offentlige kasse – og i sidste ende patienten, der fastholdes i en sygerolle, som hun kun kan komme ud af, hvis de følger Haugaards råd – få et andet fast arbejde.