Nej vel. Hvis der ikke er en fornuftig lægefaglig forklaring på en sådan forskelsbehandling, vil de fleste finde det anstødeligt. Det forholder sig imidlertid lige præcis på den måde, når det handler om tilskud til psykologbehandling for patienter, som lider af depression. Her kan man kun få tilskud, hvis man har været udsat for et trauma eller er mellem 17 og 37 år. Den aldersmæssige afgrænsning af den tilskudsberettigede gruppe er ikke begrundet i lægefaglige kriterier, men beror alene på ressourcemæssige hensyn.
Det er et grundlæggende juridisk princip, at borgerne har krav på ligebehandling i forhold til det offentlige, og at der skal være saglige grunde til at forskelsbehandle. Hvis de praktiserende læger eller sygehuset på eget initiativ havde indført en sådan praksis, ville det være klart ulovligt. Nu følger rammerne for forskelsbehandlingen imidlertid af en bekendtgørelse, som Sundhedsministeriet har lavet, og så forholder det sig – i udgangspunktet – anderledes. Når der er grund til at være opmærksom, skyldes det ikke alene, at bekendtgørelsen strider mod mange menneskers etiske bevidsthed. Der er også grund til juridisk opmærksomhed.
Ligebehandlingsprincippet udvides i disse år betydeligt – ikke mindst som følge af EU’s initiativer på området. EU har allerede fastlagt et forbud mod aldersdiskrimination på arbejdsmarkedet, og man arbejder for tiden på et mere generelt ligebehandlingsdirektiv, som også kommer til at omfatte aldersdiskrimination i forhold til varer og tjenesteydelser, f.eks. inden for sundhedsvæsenet. Med ikrafttrædelsen af Lissabontraktaten vil EU’s generelle ligestillingsprincip endvidere få en endnu stærkere juridisk status. Man kan derfor roligt sige, at tilskudsreglerne for depressionsramte er på kollisionskurs med tidens juridiske trends.
Aldersdiskrimination foregår formentlig i et eller andet omfang i sundhedsvæsenet, f.eks. når man skal beslutte, om en yngre, erhvervsaktiv patient på 35 år med familiemæssige forpligtelser skal behandles før en 90-årig enlig pensionist. Det er et ledelsesmæssigt ansvar at sikre, at man i sundhedsvæsenet – som i andre ’væsener’ – har et opmærksomhedsberedskab i forhold til diskriminerende praksisser, så de intuitive fordomme, som de fleste af os slæber rundt på, ikke tager overhånd.
Ligebehandlingsprincippet handler grundlæggende om at sikre, at alle mennesker bliver betragtet som ligeværdige, uanset køn, etnicitet, handicap, religion, alder m.v. Det er derfor vigtigt, at samfundets beslutningstagere går i spidsen og viser vejen. Også af den grund er reglerne for tilskud til depressionsbehandling tankevækkende.