Netop derfor kan man overveje rammerne for introduktion af nye behandlingsmetoder.
Den seneste tids opmærksomhed om indsættelse af diskusproteser har bidraget til at kaste lys over den navigationsmæssige usikkerhed, der præger farvandet mellem almindeligt anerkendte behandlingsmetoder og nye, eksperimentelle behandlinger.
Mange undrer sig over, at enhver læge kan anvende nye behandlingsmetoder – f.eks. indsættelse af diskusproteser – uden først at spørge om lov hos Sundhedsstyrelsen eller andre kyndige organer. Forklaringen på dette er imidlertid på mange måder meget fornuftig. En læge skal have mulighed for at gøre det, som ud fra en faglig vurdering anses for at være det bedste for den konkrete patient, uden først at afvente Sundhedsstyrelsens sagsbehandling. Det er naturligvis lægens ansvar, at behandlingen fagligt set er ansvarlig, og at patienten er informeret om behandlingens usikkerhed med hensyn til både kort- og langsigtede effekter. Patientens sikkerhed beror således på lægens individuelle faglige ansvar og opfyldelse af informationspligten. Og så naturligvis på lægens ønske om i hvert enkelt tilfælde at gøre det, som er bedst for patienten – uden skelen til andre hensyn.
I sagen om diskusproteser har Sundhedsstyrelsen på et tidligt tidspunkt tilkendegivet, hvordan man efter styrelsens opfattelse kunne introducere denne nye behandlingsform på en hensigtsmæssig og fagligt set ansvarlig måde. Disse retningslinjer er tilsyneladende ikke blevet fulgt i alle tilfælde, og det rejser spørgsmål om patientsikkerheden og om styrelsens faglige autoritet.
For patienten er det afgørende at kunne fæste lid til, at lægens anbefalede behandling er ansvarlig og båret af ønsket om at gøre det bedste for at lette ens tilstand. Det stiller særlige krav til lægens ansvar, når der er tale om nye og endnu ikke almindeligt anerkendte metoder.
Sundhedsstyrelsen har ikke i almindelighed instruktionsbeføjelser i forhold til den enkelte sundhedspersons valg af behandling, men på den anden side ville det være mærkværdigt, hvis styrelsens udmeldinger om grænserne for den fagligt ansvarlige virksomhed kunne betragtes som helt ligegyldige. Det vil jo sætte spørgsmålstegn ved styrelsens faglige autoritet og ’evne’ til at fungere som rådgivende organ i forhold til sundhedspersonalet. Når styrelsen udtaler sig direkte om denne grænse, bør der således ikke være megen plads til individuelle fravigelser. Ellers vil der være noget galt med enten styrelsens anbefaling eller med det faglige beredskab hos sundhedspersonalet.