Et offentligt sundhedsvæsen skal være så åbent og gennemskueligt for offentligheden som muligt. Det indebærer et godt samarbejde med pressen. Pressen skal have hjælp til at fortælle alle de gode historier. Men pressen skal også have hjælp til at fortælle de kritiske historier – så kritikken kan komme frem, og den bliver rigtig og relevant.

Det lykkes ikke altid. For ofte tror sundhedsvæsenet, at den kritiske historie kan forties eller klares med halve sandheder. Når den strategi vælges, går det heldigvis ofte galt for den kliniker eller administrator, der prøver at manipulere pressen og dermed offentligheden. Desværre går det ikke altid galt for den journalist eller det medie, der prøver at manipulere med sundhedsvæsenet eller offentligheden. Igennem de seneste år er der flere alvorlige eksempler på, at udokumenteret eller ikke-underbygget pressekritik har fået alt for store konsekvenser.

Der var overlægen, der begik selvmord. Måske fordi han slet ikke kunne komme til orde i en ensidig kritik af behandlingen af en patient. Der var sygeplejersken, der aldrig mere blev sygeplejerske, fordi hun blev gjort til syndebuk for utilfredse pårørendes kritik af fuldt ud fagligt relevante observationer, som de pårørende ikke ville tåle. Og hvor hospitalet ikke kunne tage til genmæle på grund af tavshedspligten. Der var personen, der døde på hospitalets parkeringsplads. Og hvor pressens eneste kilde var en person, der slet ikke var til stede – men alligevel blev tillagt større kildeværdi end det personale, der var involveret.

Senest er der DR’s kritik af Rigshospitalets kræftbehandling. I denne sag er der – som i mange andre sager – formentlig grund til at kritisere hospitalet eller nogle af de ansatte. Det skal vi stå ved. Men vi skal ikke acceptere, at enkelte ansatte eller afdelinger forfølges. Derfor er det godt, at Rigshospitalet, med opbakning fra Region Hovedstaden, forfølger en sag, hvor hospitalet mener, at grænsen er overskredet for, hvad man skal acceptere — og anlægger injuriesag mod DR.

Udfordringen er at leve op til et stigende krav om åbenhed og samtidig beskytte ansatte mod et nådesløst krav fra pressen og offentligheden om at straffe den skyldige for fejl. Når pressen tordner af sted, bliver den enkelte ansatte udsat for et umenneskeligt pres, som vi ikke altid er gode nok til at håndtere.

Det offentlige sundhedsvæsen er nødt til at arbejde med metoder, så vi kan forsvare vore ansatte og hospitaler. Rigshospitalets initiativ kan være en af flere metoder, der både kan sikre, at sandhedens nuancer ikke forbliver skjult — og som dermed også kan være med til at sikre, at mindre lødige journalister bliver mere forsigtige med at præsentere et for ensidigt billede af en historie. Samtidig er det nødvendigt, at sundhedsvæsenet overvejer, hvordan vi hjælper ansatte, der — berettiget eller uberettiget — er kommet i offentlighedens gabestok.