Ud over økonomien skal der også rettes op på sundhedsvæsenet, hvor der er afsat fem mia. kroner til behandling af flere patienter og adgang til ny medicin. Hurra for det!
Sundhedsvæsenet går dog ikke helt fri for besparelser. Fremover skal man nemlig selv betale for befrugtningsbehandlingen på de offentlige klinikker. Mange vil sikkert finde det helt rimeligt ud fra den betragtning, at der er tale om en slags luksusbehandling på linje med kosmetiske indgreb, som man normalt også selv skal betale for. Men er det nu så enkelt?
Befrugtningsbehandling adskiller sig på mange måder fra andre af sundhedsvæsenets behandlinger. De kvinder, som modtager behandlingen, har lægefagligt set ikke nødvendigvis behov for dette. De kan sagtens være fertile. Og behandlingen handler ikke om at helbrede, men derimod om at ’kompensere’ par eller enlige kvinder, som af fysiske, personlige eller uforklarlige årsager har behov for sundhedsvæsenets hjælp til at få børn. Det er således ikke naturligt at sammenligne befrugtningsbehandling med andre former for medicinsk behandling. Man bør snarere vurdere spørgsmålet om brugerbetaling ud fra en sammenligning med andre situationer, hvor det offentlige kompenserer borgere, som ikke har mulighed for at få opfyldt vitale livsbehov. For vi kan vel godt blive enige om, at ønsket om at få børn for mange mennesker hører til et af tilværelsens mest vitale og grundlæggende behov. Langt mere vitalt end drømmen om nye bryster og færre fedtpuder på hofterne.
Hvis man skal tro de økonomiske eksperter, så har samfundet også en tungtvejende interesse i, at der fødes flere børn. Vi mangler nemlig hænder til at sikre den fortsatte velfærd, når vi om føje år er rigtig mange ældre og langt færre yngre til at holde hjulene i gang. Derfor er det også noget overraskende, at genopretningsplanen netop opstiller barrierer for en gunstig befolkningsudvikling. Ud over brugerbetaling for befrugtningsbehandling vil man også sætte loft over børnechecken, så der ikke er det samme incitament til at få mere end to (eller endte det med to et halvt) børn.
Brugerbetaling i sundhedsvæsenet er politisk set en brandvarm kartoffel. Derfor er det nemmest at lade brugerbetaling ramme en afgrænset patientgruppe, som kan fremstå som en slags forbrugere af luksusgoder. Hermed undgår man en vanskelig diskussion af, om det vil give mere økonomisk genopretning, hvis man indførte en mindre – men generel – brugerbetaling til sundhedsvæsenets almindelige ydelser, som man kender det fra bl.a. Norge og Sverige. En sådan diskussion er rigtig svær, men det virker ganske enkelt for billigt at lade de barnløse betale prisen for genopretningen – når de nu netop gerne vil bidrage til denne ved at sætte flere hænder i verden.