Ingen, som har set Pedro Almodovars seneste film 'Huden jeg bor i', kan være i tvivl om, hvor smertefuldt det er at skifte køn mod sin vilje.
I filmen omskaber en plastikkirurg sin datters påståede voldtægtsmand til kvinde, hvilket jo gør ham til en skurk ud over det sædvanlige. I virkelighedens verden er en dansk plastikkirurg havnet i orkanens øje – han har nemlig fjernet brysterne på en 15-årig, der er født som kvinde, men opfatter sig som mand.
Kan en 15-årig virkelig beslutte at lade sine bryster bortoperere, og må en læge udføre indgrebet? Sagen har frembragt mange reaktioner, og de personlige holdninger har været delte. Men hvordan ser sagen ud med juridiske briller?
For det første har man som 15-årig selvbestemmelsesret i forhold til sundhedsfaglig behandling. Den 15-årige har således i udgangspunktet selv kunnet træffe beslutningen om at få fjernet sine bryster. Der gælder dog en anden aldersgrænse i særlige situationer.
Hvis der er tale om et kosmetisk indgreb, er aldersgrænsen 18 år, og en 15-årig, som af kosmetiske grunde ønsker at få foretaget en brystoperation, må således væbne sig med tålmodighed.
Der er imidlertid ikke tale om et kosmetisk indgreb i den aktuelle sag. Et kosmetisk indgreb defineres som et indgreb, hvor det kosmetiske hensyn udgør den afgørende indikation, eller behandling, der som hovedformål har til hensigt at forandre eller forbedre udseendet, og i dette tilfælde er ønsket om at få brysterne fjernet begrundet i helt andre årsager.
Nogle vil mene, at man som 15-årig ikke er i stand til at træffe en så radikal beslutning, men sådan ’tænker’ sundhedsloven ikke. Her anerkender man f.eks. 15-åriges ret til at afvise livsnødvendig behandling, og det er en mindst lige så radikal beslutning.
Så umiddelbart må man sige, at en velinformeret og habil 15-årige godt selv kan beslutte at lade sine bryster bortoperere.
Noget andet er imidlertid, om det er i orden, at lægen udfører operationen. Det er således ikke tilstrækkeligt, at patienten giver et informeret samtykke til behandlingen. Lægen er fortsat ansvarlig for, at indgrebet ud fra en lægefaglig betragtning er forsvarligt. Her må indikationen for indgrebet vurderes i lyset af mulige risici. Om lægen i dette tilfælde har levet op til almindelig faglig standard, vil jeg overlade til Sundhedsministeriet at vurdere i den juridiske undersøgelse af sagen, som man har bebudet.
Ud over de juridiske aspekter eksponerer sagen og debatten også nogle etiske problemstillinger knyttet til samfundets attitude i forhold til transkønnethed. Vejen til et kønsskifte i det danske sundheds- og retsvæsen er lang, og det er ikke alene fysisk, men også mentalt belastende, hvis man ønsker at skifte den hud, man bor i.
Så belastende, at det kan diskuteres, om det danske system udviser den nødvendige respekt for transkønnede borgeres værdighed.