For mig er et af årets kulturelle højdepunkter besøget i Grønnegårdens friluftsteater, midt i det gamle Frederiks Hospital, midt i det gamle København. Først nydes de medbragte sandwich og den afkølede hvidvin i den lune sommeraften. Derefter nydes det ofte sublime teater under åben himmel, alt imens skumringen langsomt indtræder. Sidste sommer var det Holbergs komedie: ’Den politiske kandestøber’!

Når jeg præsenteres for Holberg, slår det mig, hvor vitale og nutidige hans, snart 300 år gamle, komedier fortsat er. Han døde i 1754 og bidrager gennem sit forfatterskab fortsat med kommentarer til begivenheder i vor egen tid. Han tilbragte en stor del af sit voksenliv i og omkring Sorø. Han ejede to godser: Borupgård ved Havrebjerg og Ters¬løsegård ved Dianalund. Sidstnævnte eksisterer fortsat. Han var med i stiftelsen af Sorø Akademi, hvis kassemester han var i nogle år.

Han gjorde studier i marken blandt den lokale befolkning, når han skulle finde de arketyper, der befolker hans mange komedier. Hvad ville han ikke have kunnet få ud af en tur rundt på gangene i Region Sjællands regionsgård tæt på Sorø Akademi?

Når man lader blikket glide ned over titlerne på nogle af Holbergs komedier, som f.eks. ’Den vægelsindede’, ’Uden hoved og hale’, ’Den pantsatte bondedreng’, ’Det lykkelige skibbrud’. ’Den honnette ambition’, ’Plutus eller Proces imellem fattigdom og rigdom’, og endelig ’Philosophus udi egen indbildning’, så kan jeg ikke abstrahere fra Region Sjællands sygehusplan og dens ophavsmand: sundhedsdirektør Flemming Nielsen. Holberg ville have slikket sig om munden og spidset gåsefjeren ved synet af denne overdådighed af komedieoplæg.

En meget ambitiøs sygehusplan, hvor de akutte beredskaber er så mange, at flest mulige patienter kommer til sygehusene i live. Det er så en refleksion værd, at en statistik fra Operation Life viser, at Region Sjællands sygehuse har den tvivlsomme ære at ligge i bunden, når det gælder antallet af patienter, der slipper ud fra sygehusene i live.

Så der står så sundhedsdirektør Flemming Nielsen som en anden ’Jeppe’ og får velfortjente stryg med krabasken af ’Mester Erik’ (læs Juhl!). Indtil nu, i skrivende stund, har Flemming ’Jeppe’ Nielsen været Region Sjælland en dyr embedsmand ved sin medvirken til, at regionen stort set ikke har fået del i de første 15 mia. kr., der er uddelt til de andre regioner til opbygning af et fagligt fornuftigt sygehusvæsen.

Mon ikke Holberg også kunne have fået øje på den komiske synsvinkel, der er på Region Sjællands kiksede aftale med det svenske ambulancefirma. Titlen på kunne være: ’Historien om den ubarmhjertige Samariten’.