Først fremlagde regionerne i samarbejde med Lægeforeningen et forslag, og i sidste uge kom regeringen med sit oplæg. Forslagene indeholder nogle af de samme elementer, men er også på centrale punkter forskellige.
Desværre er der ingen af dem, som helt formår at løse, hvordan man på bedst mulig måde tilgodeser både patienters behov for at få ret og blive hørt, interessen i nødvendig disciplinær indgriben over for fagligt ukvalificerede sundhedspersoner og behovet for læring af de mange store og små fejl, der uundgåeligt opstår i en travl hverdag i et stort system.
Indtil videre er der sluppet flest detaljer ud om regionernes og Lægeforeningens fælles udspil. Her anbefales det, at man i første omgang forsøger at løse klagerne i mindelighed, således at der er fokus på læring frem for på at placere skyld og ansvar.
Læringsaspektet er bestemt vigtigt, men forslaget svarer ikke på, hvordan man har tænkt sig systematisk at følge op over for sundhedspersoner, som ikke kan udføre deres arbejde fagligt betryggende. Det kan let blive tilfældigt, om en patient insisterer på at få behandlet en egentlig klagesag, og det er hverken tilfredsstillende for sundhedspersonalet eller for patientsikkerheden, at disciplinær indgriben skal bero på en tilfældighed.
Det nuværende klagesystem lider også af denne svaghed, og det samme gælder regeringens oplæg. Her opfordrer man dog ikke til, at sagerne ordnes i mindelighed med risiko for, at en sundhedsperson, der er god til at undskylde, kan slippe for berettiget videre tiltale.
Regionerne og Lægeforeningen ønsker et regionalt forankret klagesystem med mulighed for anke til en central instans. Regeringen vil fastholde patientklagesystemet som et nationalt organ. Dette er fornuftigt, for hvis klagerne overlades til flere parallelle regionale organer, er der stor risiko for, at sagerne vil blive behandlet både forskelligt og mindre professionelt.
Det nuværende patientklagenævn har gennem en årrække opbygget administrative rutiner, som både inkluderer juridisk og sundhedsfaglig ekspertise, og det er vanskeligt at se, hvordan man regionalt kan konkurrere med dette på en retssikkerhedsmæssigt betryggende måde.
Det er givetvis vanskeligt at finde en løsning, som tilgodeser alle. Men en løsning kræver håndtering af den ’disciplinære udfordring’. Kunne man overveje, om tiden er inde til, at Sundhedsstyrelsen overlader ansvaret for en systematisk disciplinær opfølgning til sygehusledelserne og regionerne som en del af den almindelige arbejdsgiverforpligtelse? Sådan fungerer det jo på det øvrige arbejdsmarked, og det vil samtidig sikre en ledelsesmæssig forankring af læringen.