Midt i de seneste ugers debat om ventetider for kræftpatienter genhørte jeg et foredrag af cand.-merc. Helle Hein om primadonnaledelse på hospitaler (og Det Kongelige Teater).
I modsætning til, hvad man måske normalt antager, er primadonnaer ikke den største udfordring i sundhedsvæsenet. Primadonnaerne tilsidesætter nemlig alt for deres brændende kald om at gøre deres bedste.
Problemet kan være, at det danske sundhedsvæsen rummer for få primadonnaer og heller ikke rummer nok af det personale, der også opfatter arbejdet i sundhedsvæsenet som et kald. Og at selv disse alt for let degenererer til lønmodtagere. Når sundhedsprofessionelle behandles som lønmodtagere, bliver de lønmodtagere, hvor overenskomster, regler og systemer bliver vigtigere end resultatet af arbejdet.
Gad vide, om det danske sundhedsvæsen er ved at degenerere? For ti år siden kunne man være sikker på protester og ballade, hvis man (af sparehensyn) forbød kirurger at lave elektive operationer om fredagen. Mon ikke man risikerer at få tak, hvis man i dag forbød fredagsoperationer? Hvor er kirurgernes kamp for deres faglige ambitioner og for deres patienter blevet af?
For 15 år siden kunne man møde læger, der sagde fra – af etiske årsager, af faglige årsager, af hensyn til deres patienter. Det var ikke altid, lægerne havde ret – men som hovedregel var lægernes motiver og drivkraft hensynet til fag og patienter.
I dag kan man få det indtryk, at det sundhedspersonale, som bør være patienternes advokat, i alt for høj grad er blevet vænnet til at lade stå til, acceptere faglige kompromiser – lade sig ’nøje’ med fagligt middelmådige ambitioner. Det er selvfølgelig slet ikke nogen retfærdig og rimelig beskrivelse – for der findes rigtig mange dybt engagerede og ambitiøse drivkræfter i det danske sundhedsvæsen. Men det er tankevækkende, at nogle af de sager, vi har mødt i offentligheden, ikke er blevet håndteret inden. Og det er bedrøveligt, når vi oplever, at patientforløb, som nok holder reglerne – men ikke er ordentlige — tilsyneladende ikke fremkalder anden reaktion end at ’reglerne er overholdt’.
Det er ikke lægernes skyld, hvis vi er kommet hertil. Men det er også lægernes skyld. Jo mere overenskomster, aftaler, kontrolsystemer, styringssystemer udvikles af og tilrettelægges efter en industriarbejdertankegang, desto mere udvikler hospitalerne sig til industriarbejdspladser. I en tid, hvor andre funktionærgrupper har bevæget sig længere væk fra præcise arbejdstidsregistreringer og præcise funktionsbeskrivelser, er det, som om sundhedsansatte er gået den anden vej.
Måske er tiden kommet til at regenerere. I stedet for, at f.eks. overlægerne betragter sig/behandles som overassistenter, så bør overlægerne betragtes som OVER-læger og opføre sig som ledere (ikke chefer) – de, der ikke kan eller vil det, må fortsætte som assisterende speciallæger.
Gad vide, om de bedste hospitaler er de bedste, fordi de har kunnet respektere og udvikle personer, fag, ambitionerne (’kaldet’) mere end de øvrige?