I denne uge åbner en privat sundhedsklinik med tilbud om gratis behandling til illegale indvandrere, og det har givet anledning til debat. Nogle mener således, at det ikke kun er patienterne, men også den tilbudte behandling, som er illegal, og at politiet må tage affære.
Debatten har synliggjort en problemstilling, som ikke tidligere har været i offentlighedens søgelys. Der lever en gruppe mennesker – børn og voksne – i dette land, som ikke har et lovligt opholdsgrundlag. Gruppen omfatter både afviste asylansøgere, som lever under jorden, kvinder, som har været udsat for menneskehandel, og andre indvandrere, som ikke har givet sig til kende over for myndighederne. Nogle har levet her i flere år, andre kun i kortere tid, men fælles for dem er, at de fra tid til anden bliver syge og har behov for kontakt til sundhedsvæsenet.
Det forhindrer de danske regler imidlertid, medmindre der er tale om ’akut’ behov for behandling. Ellers skal de selv betale. Mange modtager derfor ikke nødvendig hjælp fra sundhedsprofessionelle – enten fordi de ikke har råd, eller fordi de frygter at blive anmeldt til myndighederne – og det kan have alvorlige følger for deres fysiske og psykiske helbred. Sker det, at nogle alligevel tager kontakt, stiller det den enkelte sundhedsperson i et vanskeligt dilemma. Mange finder det fagligt og etisk problematisk at afvise patienter, som har et behandlingsbehov, og tilbyder man behandling, kommer man på den anden side i karambolage med lovgivningen.
Denne situation er ganske enkelt uholdbar, og der er kun én fornuftig løsning; nemlig at indrette lovgivning og praksis, så man klart respekterer retten til sundhed, som alle mennesker har – også illegale indvandrere. Retten til sundhed er en menneskeret, som forpligter staterne til at indrette deres sundhedssystem, så alle mennesker har adgang til basale sundhedsydelser. Menneskerettighederne udpeger også grupper, som man skal være særligt opmærksomme på, nemlig børn, gravide kvinder og nybagte mødre samt personer med handicap.
Når der blandt sundhedspersoner kan være tvivl om, hvorvidt gravide kvinder har ret til vederlagsfri fødselshjælp, eller om en patient med tegn på leukæmi kan få nødvendig behandling, før tilstanden er livstruende, er der noget galt. De danske regler er således i deres nuværende udformning for krasbørstige i forståelsen af de basale behov, og den omdebatterede sundhedsklinik har derfor bidraget til en vigtig diskussion om vores forpligtelser til at sikre nødvendig behandling til en af de svageste grupper i vores samfund. Andre EU-lande har fundet interessante løsninger på denne udfordring og kan dermed give inspiration til, hvordan vi kan sikre en menneskerettighedsbaseret adgang til sundhed.