En skøn dansk sommer med sol, badning, grill, mennesker, man holder af, og samtale over et glas kølig hvidvin – og uden de evindelige hævede pegefingre!
’Hvad skal vi så dø af i dag’, ifølge ’ad hoc’-eksperter i avisen? ’Hvad er en politiker nu rystet over?’ Alt det ævl slukkede vi for. Vi var mennesker igen med de lyster, laster og interesser, som vi selv har valgt – bevidst eller ubevidst – uden koret af ’Big Mothers’ vejledninger, formaninger og straf. Men nu er vi tilbage i regeltyranniet, hvor andre bestemmer i detaljer, hvad vi skal gøre, hvordan, hvornår og hvorfor.
Regionerne har brugt sommeren til at udarbejde en lang række nye regler, som er væltet ind på vore pc’er. Mere sker der ikke, for reglerne er for omfattende til, at vi nogensinde får sat os ind i dem, og de, der har lavet dem, kan nok heller ikke huske dem. Sådan arbejder et ægte bureaukrati, hvor intet er overladt til den enkelte.
’Sommertid,
og det hele var herligt.
Arbejdstid,
stress og slid er ubærligt.
Gør din pligt,
men spring reglerne over,
du ved bedst,
hvem der synder og sover!’
(Frit efter George Gershwins ’Summertime’)
Hovedparten af lønnen for vores indsats høstes af andre, som via skattefar bestemmer, hvad vi slaver for. Der er et element af kleptokrati over behandlingen af verdens hårdest beskattede borgere: Mens indremissionske politikere svinger pegefingre over vores samarbejde med industrien støttet af talebanske kolleger, så fråser overborgmestre og kommunaldirektører, og politimestre kalder gratis billetter til kommercielle forestillinger for repræsentation.
Kontrasten mellem sommerferiens glæder og de mastodontiske systemer er stor, men om nogle uger har vi nok vænnet os til myretuen igen. Velkommen tilbage!