For nogle år siden begyndte videnskabelige tidsskrifter at kræve, at forfatterne deklarerer interessekonflikter, f.eks. om de arbejder på privathospitaler eller har modtaget honorarer fra et medicinalfirma for et foredrag for kolleger, eller om de har aktier i et medicinalfirma. Det gav ikke anledning til protester, da internationale undersøgelser jo har vist, at der er ret udbredt korruption også blandt læger i visse lande. Sådanne undersøgelser har dog også vist, at det ikke er tilfældet i Danmark, og andre undersøgelser har vist, at den indbyrdes tillid mellem mennesker i Danmark er meget høj.
Deklaration af interessekonflikter kan således anvendes af den enkelte læser/tilhører til at vurdere, om forfatterens/foredragsholderens udsagn eller øvrige virken dækkes af evidens eller virker biased. På det niveau er interessekonfliktdeklarationer i orden og giver kun den nødvendige transparens.
Imidlertid viser debatten sommetider i f.eks. Ugeskrift for Læger, at interessekonfliktdeklarationer bliver misbrugt af debattører til at insinuere ubeviste, uhæderlige bevæggrunde hos modparten i debatten, altså rene tabloidpressemetoder efter devisen ‘tyv tror, at hver mand stjæler’. Det drejer sig både om direkte og indirekte insinuationer. Det drejer sig gerne om velmeriterede og meget dygtige kolleger, som på grund af deres dygtighed efterspørges både af patienter og af kongres- og kursusarrangører. Der er således tale om meget travle og efterspurgte kolleger, som vi uden at være misundelige kan være stolte af på fagets og landets vegne – medmindre vi hylder janteloven.
Læser man debatterne, hvor insinuationerne om interessekonflikterne springer frem, er det gerne de manglende videnskabelige/faglige argumenter over for modparten, der får debattøren til at trække interessekonfliktkortet som trumf. Man går således efter manden og ikke efter bolden. I sportens verden medfører sådanne trick frispark eller hårdere straf, og i vores verden burde det medføre, at de kollegiale regler for læger aktiveres, medmindre insinuationerne kan bevises. Det er jo en almindelig regel, at enkelte brodne kar i et fag ikke kan bruges til at generalisere og fremsætte insinuationer, som rammer alle kolleger. Ansvar og skyld er jo individuel i vores del af verden, og bevisbyrden for insinuationer påhviler den, der fremsætter dem direkte eller indirekte, som kan være det mest nederdrægtige, da det er sværest at forsvare sig imod. Kan insinuationerne ikke bære juridisk, skal man simpelthen lade være med at bruge dem til at svine modparten til.