Sidste år udkom der en vigtig bog redigeret af Christian S. Nissen, ’På ministerens vegne’, om at styre og lede i statens tjeneste.
Bogens seks forfattere har været nøglepersoner i den omfattende ændring i styring og ledelse i statens departementer, styrelser og institutioner, som blev iværksat som et storstilet moderniseringsprogram for den offentlige sektor af finansminister Henning Christophersen i 1983. Foruden Nissen er forfatterne Hans Henrik Brydensholt, Jens Kampmann, Poul Ottosen, Inge Thygesen og Ole Zacchi, altså repræsenterende både ministre, departementschefer, styrelseschefer og direktører.
Moderniseringsprogrammet havde fem hovedelementer: Decentralisering af ansvar og kompetence, markedsstyring med friere forbrugsvalg og ændrede finansieringsmekanismer, bedre publikumsbetjening, leder- og personaleudvikling og øget anvendelse af ny teknologi. Samtidig sigtede man mod en fladere struktur og afbureaukratisering af centraladministrationen. Fik man så den ønskede ændrede adfærd?
Næ, for vi har de seneste ti år set en hidtil ukendt grad af centralisering af den offentlige sektor bl.a. ud fra det argument, at Danmark ikke er meget større end enkelte ’Länder’ i Tyskland, hvilket ikke kræver så mange beslutningsniveauer med demokratisk indflydelse. Til gengæld er de bureaukratiske hierarkier, dvs. djøfiseringen, blomstret op som aldrig før.
Som Jens Kampmann konkluderer, har man for det første ikke reelt uddelegeret, og for det andet har man i forhold til den enkelte offentligt ansatte kørt med et rapporterings- og kontrolregime i stedet for et tillidsregime.
Han nævner som eksempel universiteterne, men kunne lige så godt have nævnt sundhedsvæsenet. I stedet for en accept af, at de fleste udfolder sig bedst under frie rammer, således som det erkendes mange steder i den private sektor, så ser mange offentligt ansatte sig som en del af det nævnte kontrolregime, som de bruger en stor del af tiden på, i stedet for det, de nu engang er uddannet til. Han konkluderer, at denne udvikling med meget stor sikkerhed vil skabe betydelige rekrutteringsproblemer for den offentlige sektor.
Hertil kan føjes det demokratiske problem, at sandheden i det politisk-administrative kompleks (PAK) konsekvent skjules af spindoktorforvrængninger, og at eliten opfordrer til angiveri af naboer, ligesom i det gamle DDR, hvorfor Danmark i en nylig tysk tv-udsendelse er karakteriseret som en stikkerstat. Vi befinder os således i en begyndende dansk tragedie, hvor eliten ikke stoler på folket og derfor kræver rapporter, kontrol og angiveri, og hvor vi ikke kan stole på eliten, fordi sandheden fordrejes af dens spindoktorer. Var det det, vi ville opnå?