Først og fremmest er det selvfølgelig helt centralt at få afdækket forskelle i behandlingsresultaterne landet over – så der kan foretages de nødvendige kliniske omlægninger, og alle lungekræftpatienter kan få del i de gode resultater. De fleste kliniske miljøer har også modtaget rapporten konstruktivt – uagtet den kritik, som rapporten måtte indeholde.

Betydningen af multidisciplinære grupper bliver også demonstreret med rapporten. En sådan rapport ville næppe kunne være lavet med samme autoritet uden en multidisciplinær gruppe med faglig fokus på behandlingstilrettelæggelse og-resultater. 

Endelig bliver betydningen af den systematiske dataindsamling – som er noget, sundhedspersonale ellers beklager sig over – demonstreret. Uden data og uden analyser kunne alle afdelinger i lige god tro have fortsat den behandling, de selv troede på i årevis. Men med data og analyse er dokumenteret et betydeligt potentiale (10-20 pct.) i forbedringen af lungekræftbehandlingen i Vestdanmark.

Men hvem ved, hvordan det ser ud på andre kræftområder – eller andre områder, hvor diagnostik og behandling er kompleks? Sandheden er, at vi ikke ved det. Vi tror nok, at behandlingsresultaterne ikke afviger systematisk. Men det er ikke godt nok. Vi skal vide mere; data skal tale!

Registerdata skal bringes i spil. Multidisciplinære grupper skal sættes i spil. Kaiser Permanente opnår bemærkelsesværdige resultater. De har ikke mange data sammenlignet med de danske sundhedsdata-banker – men tilsyneladende bruges data igen og igen, og tilsyneladende er data og analyser med til at forbedre resultaterne. 

På samme måde bør danske data sættes i spil. Regionernes kliniske kvalitetsudviklingsprogram er et godt initiativ. Men det systematiske arbejde med brug af data og analyser i multidisciplinære grupper bør i langt højere grad prioriteres og fremmes.

Alene kravet om høj kvalitet tilsiger, at sundhedsmyndigheder og sygehusejere bør sikre ressourcer til opgaven – så det sikres, at der kommer effekter ud af de behandlinger, der gennemføres. Men også et ønske om at begrænse udgiftsvæksten kunne aktualisere behovet for flere analyser. Analyser over forskelle i behandlingsfrekvenser kunne kaste lys på mindre effektiv brug af behandlinger. Høj behandlingsfrekvens er ikke nødvendigvis i patienternes interesse – men kan være en tradition eller et resultat af tilgængelighed.

Så endnu mere brug af kliniske data – helst i multidisciplinære grupper – bør stå højt på dagsordenen hos alle, der ønsker at blive klogere og udvikle et bedre sundhedsvæsen.