Nu siger man i stigende grad »De sagde…«. Det reelle forhold er nok, at de praktiserende læger har ændret attitude og betydning. Færre oplever den praktiserende læge som deres ’egen læge’.

Samtidig er mange af de politiske og administrative støtter, som almen praksis har haft igennem de seneste år, enten væk eller i tvivl om, hvorvidt almen praksis vil løfte opgaven. Risikoen for store ændringer i sundhedsvæsenets fundament ligger derfor ligefor. Spørgsmålet er, om det er klogt. I min optik rummer almen praksis et kæmpepotentiale for et bedre sundhedsvæsen. Den praktiserende læge er den bedste sundhedsperson til at tage vare på sine patienters sundhed og sygdom – hvis lægen altså selv vil!

En dygtig praktiserende læge kan uden problemer behandle diabetespatienter. Men man kan være nok så dygtig; man bliver ikke en god praktiserende læge, hvis man ikke samtidig er god til at behandle sin patient – der altså har sukkersyge. Diabetesbehandlingen kan i stigende grad erstattes af sygeplejersker, computere, ekspertsystemer og livliner til specialister på det regionale hospital eller på et internationalt center langt væk. Men en god praktiserende læge, der kender sin patients øvrige vilkår, og som først og fremmest har vilje til at engagere sig i sin patients sundhed og sygdom, kan ikke erstattes. Den gode praktiserende læge kæmper sin patients sag i et fragmenteret sundhedsvæsen. Den gode praktiserende læge er ikke kun reaktiv, men er proaktiv over for de patienter, der har behov for det.

Vi har mange gode praktiserende læger i Danmark. Men spørgsmålet er, hvilke kampe de praktiserende læger skal kæmpe. Er det kampen for honorarsystemet og friheden for den enkelte læge, der er vigtigst? Eller er det kampen for et integreret sundhedsvæsen til gavn for patienterne og kampen for vilkår, der sikrer retten og pligten til at være patientens egen læge, der er vigtigst? Jeg tror på det sidste.

Det kliniske arbejde og den meningsfyldte, engagerede indsats for den enkelte patient er det, patienten ønsker og måske det, der bedst motiverer den gode praktiserende læge. Arbejdet for den enkelte patient giver arbejdsglæden og grundlaget for at rekruttere nye gode læger til faget. I sorte stunder kan man godt få det indtryk, at honorarsystemet og debatten mellem parterne i virkeligheden får gode praktiserende læger til at miste lysten til faget.

PLO og de øvrige parter står over for et vanskeligt valg: Skal den hidtidige kurs følges? Eller skal fokus fremover rettes mod et godt sundhedsvæsen og den gode praktiserende læges egentlige opgaver og vilkår?