Så er den igen gal med lægeerklæringerne.
Ikke så snart har Patientklagenævnet udtalt alvorlig kritik af en læge for en erklæring, der ikke reflekterede en selvmordstruet asylansøgers alvorlige tilstand, før integrationsministeren er på krigsstien.
Ikke med kritik af læger, som baner vej for udvisning af asylansøgere.
Nej, skytset er rettet mod andre læger, som efter ministerens opfattelse forsøger at lette adgangen til det danske samfund. Skal man tro ministeren, er der tale om et ganske omfattende problem. Det fremgår således af et forslag til ændring af udlændingeloven, at lægeattester i asylsager »ofte« er »meget tyndt funderede«, og at der i en »række sager« er fremlagt attester, hvor lægens personlige engagement giver anledning til tvivl om erklæringens uvildige karakter.
Efter denne svada kan man for alvor blive bekymret for lægestandens troværdighed, når det gælder erklæringer. Integrationsministeren har imidlertid fundet en løsning på problemet.
Fremover vil man slet ikke lægge vægt på attesten, hvis lægen enten i erklæringen eller på anden vis har udtalt sig på en måde, der efter ministerens opfattelse kan vække tvivl om erklæringens objektivitet. F.eks. hvis en læge over for pressen har kritiseret ministeriets sagsbehandling og samtidig har udtalt, at patienten bør have opholdstilladelse.
Integrationsministerens forslag rejser i hvert tilfælde to centrale problemstillinger. For det første skal der ikke herske tvivl om, at lægeerklæringer skal udformes i overensstemmelse med lovens krav om uvildighed. Det er uacceptabelt og ødelæggende for lægestandens professionelle troværdighed, hvis læger udarbejder erklæringer, som ikke er funderet i kvalificerede lægefaglige vurderinger.
En sådan erklæring kan selvsagt ikke lægges til grund for en juridisk afgørelse, og hvis integrationsministeren eller andre myndigheder falder over sådanne erklæringer, bør man fluks rette henvendelse til Sundhedsstyrelsen, som kan indbringe sagen for Patientklagenævnet med henblik på disciplinær opfølgning over for lægen.
For det andet er det lige så klart, at det er kritisabelt, hvis ministeren bortdømmer en fagligt forankret, uvildig erklæring, fordi lægen i øvrigt har ytret sig til pressen eller over for ministeren om, hvordan den juridiske afgørelse efter lægens personlige opfattelse bør falde ud.
Læger har ligesom resten af befolkningen ret til at blive indignerede over uretfærdigheder, som de oplever i deres daglige virke. Nogle vil endda mene, at læger har pligt til at ytre sig om sådanne forhold, så beslutningstagerne bliver opmærksomme på dette. Og det vil da i det hele taget være et mærkværdigt samfund, som ikke tillader personer, der arbejder med mennesker i svære livskriser, at give deres besyv med i debatten om samfundets indretning.